Udgifter til elever i folkeskolen falder

Udregning afslører, at folkeskolen er blevet et besparelsesprojekt, siger lærerforeningens formand.

Udgifter til elever i folkeskolen falder

Udgiften per elev i folkeskolen er faldet. Det viser nye tal fra BDO Kommunernes Revision ifølge Politiken.

Fra 2009 til 2012 faldt folkeskolens samlede undervisningsudgifter per elev med 4,6 procent afslører tallene, der kommer samme dag, som forligspartierne samles til et afgørende møde i forhandlingerne om en ny skolereform.

Udregningen er bestilt af Danmarks Lærerforening. Foreningen formand, Anders Bondo Christensen, mener, at folkeskolen er endt som et besparelsesprojekt.

- Man har for eksempel nedlagt 10 procent af alle lærerstillinger i den danske folkeskole, skåret i elevernes timetal, i lærernes uddannelsesmuligheder, i støtten til elever med særlige indlæringsvanskeligheder, siger han til Politiken.

For normalundervisningen isoleret set er udgifterne de seneste 10 år reduceret med tæt på 12 procent.

Indtil for få år siden gik mange sparede kroner til specialundervisning, men den udvikling er vendt brat med målsætningen om øget inklusion, og det betyder, at folkeskolens samlede udgifter per elev er reduceret med 5,2 procent siden 2002.

Vurderingen fra formanden for den kommunale organisation, KL's, børne- og kulturudvalg, Jane Findahl (SF), er, at langt de fleste besparelser skyldes, at mange skoler har gennemgået store strukturændringer.

- I det store hele skyldes det her, at kommunerne har lavet effektiviseringer, siger Jane Findahl til Politiken.

Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mener ikke, der er belæg for, at besparelserne skyldes skolesammenlægninger.

Han henviser til en undersøgelse fra Cepos, der viser, at de store skoler er dyrere - og at eleverne får dårligere karakterer.

- Så besparelserne har nok ramt kvaliteten, bare på mindre målbare parametre end karakterer, vurderer han over for Politiken.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.