Udkantssange på hjemmebane

I spidsen for sine håndgangne udkantsmænd - her Anton Johannes Hejl på gulvbas - leverede Mikael K. en både poetisk og også ganske realistisk-forunderlig skildring af livet - især som det leves i udkantsland. Foto: Bente Poder

I spidsen for sine håndgangne udkantsmænd - her Anton Johannes Hejl på gulvbas - leverede Mikael K. en både poetisk og også ganske realistisk-forunderlig skildring af livet - især som det leves i udkantsland. Foto: Bente Poder

En totalt udsolgt og proppet førstesal hilste Mikael K. og hans trio med klapsalver og juhu-råb, da han 20 minutter efter annonceret koncertstart indtog den lille klubscene på Huset i Aalborg. Sangskriver Mikael Ryberg Kristensen vil være Aalborg-kendt for Boobs-dagene og hans fire poetiske-realistiske album under bandnavnet Klondyke. På det seneste og femte "Udkantsland" er fokus flyttet fra storby til den rådne banan, udkantsområderne, som det lige pludselig er blevet moderne at kalde alt, der ikke er plastret til med indkøbscentre og caféer, hvor du kan fordrive tiden med at drikke skummetmælkslatté. Og det får vi straks at mærke i åbningsnummeret "En sang fra de sorte bakker", hvor Mikael synge om " valmuerne der blomstrer ekstra vildt i år, i de sorte bakker hvor vores hus det står". Han er ikke sådan nogen stor sanger i traditionel Pavarotti-stil, men han har en god fortællerstemme, tydelig artikulation, uopstyltet og sine steder lidt overraskende ikke ganske ulig en vis Hr. Hausgaard fra Hundelev. Der er lidt folketone og skillingsvise over de nye sange. Trioformatet passer rigtig godt, ordene får mere vægt og Mikaels stemme er mikset godt frem i lydbilledet, og bag sig har han Per Lange på trommer, klokkespil og diverse rasleinstrumenter, mens Anton Johannes Hejl tager sig af bas, både el og kontra og lidt hylende treatments. Som aftenen skrider frem får vi et blandet udvalg af de "gamle sange", som "15 graders frost" om at være på vej i blafferbil til Amsterdam, men det er de nye som "Pigen i marken", hende med det pyroman-orange pandehår, som for alvor får fat i publikum. Der ligger jo en dyb og forunderlig sandhed gemt i, at også hverdagen i bonderøvs- og udkants-Danmark er fyldt med kosmopolitiske menneskeskæbner. Folk der er flyttet hertil, fordi vor verden skrumper, og så kan storpolitik eller kærlighed lige pludselig sende dig et sted hen, du aldrig havde drømt om at være eller måske ønsket at komme. Men nu gælder det om at få det bedste ud af det. Og det gør Mikael K. og hans håndgangne udkantsmænd på ganske fortrinlig vis. Vi får den glade popmelodi "En romer i Vrå" om Fabrizio der kører på arbejde på Hjørring Sygehus på sin gule Vespa, og "Anne fra Fristrup", som fik nok af livet på landet, og hvor Mikael også får vist, hvilken glimrende banjospiller, han er. Men selvfølgelig rykker det også vildt og genkendeligt igennem i første sæts showstopper "Luftkaptajn" om at være elskovsaustronauter uden mål og med. Andet sæt minder på mange måder om første, igen åbner vi med en kærlighedssang og en kærlighedserklæring til provinsen "I mit Nirvana". Om som kærlighedsvagabond at løbe ind i den skønne tivoliprinsesse Eliza Lee. Men der går også skramlet og rumlende twangguitar á la Tom Waits i eksempelvis "Mon det regner i New York?" Mikael er jo på mange måder en usædvanlig hverdagspoet, og hans sangunivers er befolket med alt fra beatdigteren Jack Kerouac, sufisangeren Nusrat Fateh Ali Khan til fiktive cirkusprinsesser og sputnikoriginaler, og han kan få traktortræk til at rime på teenagebræk, når han da ikke er forsynet med en Franz Kafka-bog for at virke klog. Der er kommet en alvorligere, måske mere realistisk tone i hans sangunivers, og det klæder ham, selv om salen selvfølgelig ubetinget giver sig hen i den smukke kærlighedsballade "Hvis din mund gav kys". Så der var ingen vej udenom en hel stribe ekstranumre, skønt den havde fået for fuld pedal i andetsættets planlagte sidste nummer "Solskin på Nørrebro" Massive klapsalver udløste blandt andet en veloplagt, shuffeltøffende "Klitmøller, Cold Hawaii". Men ellers er det blot at konstatere, at det intime og tæt sammenspillede trioformat klæder både Mikaels nye og gamle sange, men især de første vinder med deres fokus på det forunderlige liv der bliver levet i det, som nogle af mangel på forstand kalder udkantsland. For det er jo os, de taler om, som var vi en slags umælende underklasse. Dem er Mikael ved at give en stemme. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Klondyke/Mikael K. Huset, Aalborg, fredag aften