Udkast til ægteskabspagt klar til behandling

Lokalpolitik 1. december 2004 05:00

SKAGEN: Rådhuset i Frederikshavn bliver center for den nye storkommunes politiske og administrative ledelse, når Skagen, Frederikshavn og Sæby fra 1. januar 2007 bliver til én kommune. Og borgerne og erhvervslivet i den nye storkommune skal sikres en god og effektiv offentlig service, der tager udgangspunkt i et veludbygget net af decentrale institutioner samt borgerservice og sagsbehandling på servicecentre i de tre eksisterende rådhuse. Ovenstående kan man blandt andet læse i et udkast til det brev, som de tre byråd efter al sandsynlighed sender til indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, når kommunesammenlægningen har været behandlet i de tre byråd. Det sker i Skagen og Frederikshavn 13. december og i Sæby 14. december, men allerede 6. december vil de tre byråd være samlet til et fælles møde i Frederikshavn for at drøfte fremtidens kommune. I går ønskede Skagens borgmester, Hans Rex (V), ikke at give noget bud på, hvad den nye storkommune skal hedde, men et forslag vil formodentlig være klar, når de tre byråd mødes i Frederikshavn på mandag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...