Udlånet på Thisted Bibliotek sætter ny rekord i sommerferien

Afslappet stemning på Thisted Bibliotek trods travle stunder i det kølige sommervejr.

Lydbånd er blevet et hit hos børnene, fortæller børnebibliotekar Alice Haller. Foto: Peter Mørk

Lydbånd er blevet et hit hos børnene, fortæller børnebibliotekar Alice Haller. Foto: Peter Mørk

Myten om computeren som den store bogdræber er endnu engang blevet punkteret. Det viser udlånstallet fra Thisted Bibliotek i perioden fra den 25. juni til den 11. juli, som i de første to ferieuger satte ny rekord. Samlet blev udlånsfremgangen på 17 procent, og det er glædeligt, at det er børnene, der ikke mindst har trukket læsset med en fremgang på 23 procent. Børnebibliotekar Alice Haller siger også, at mange turister har fået øjnene op for bibliotekets formåen. - Vi får besøg af virkelig mange turister, som kommer her for at få tjekket deres mail-box, siger hun. Men ellers strømmer børnene til, straks når biblioteket åbner. Og det er ingen hemmelighed, at lydbøger, musikoptagelser og andre elektroniske materiale har en betydelig fascination. Men ud af 7880 udlån i børneafdelingen på 14 dage var der trods alt 4891 udlån af traditionelle, trykte bøger. Krimi og spænding I voksenafdelingen er billedet det klassiske med stort udlån af krimier og andre spændingsromaner, men også de voksne er flittige lånere af elektronisk materiale. - Men ellers er der i ferietiden en afslappet stemning på biblioteket. Lånerne har god tid til at gå og kikke, og ikke så få af lånerne er turister, som låner en stak bøger med hjem, hvilket naturligvis glæder et bibliotekarhjerte som Alice Hallers. - At læse er en så hyggelig familiebeskæftigelse, og heldigvis har familierne genopdaget bogen, siger Alice Haller.