Udlændinge får tre måneder ekstra i landet

KØBENHAVN:Udenlandske ingeniører, sygeplejersker og it-specialister med nyt, dansk eksamensbevis får nu tre måneders ekstra ophold i Danmark, når eksamensbeviset er i hus. Hidtil har de studerende som grundregel skullet forlade landet umiddelbart efter deres afsluttende eksamen, men regeringen indfører nu de nye regler i et forsøg på at fastholde udlændinge med særligt attraktive uddannelser. Det understreger integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) i forbindelse med offentliggørelsen af ordningen. - Den nye ordning for udenlandske studerende er et led i regeringens bestræbelser for at skabe flere arbejdspladser og øge Danmarks konkurrenceevne. Vi ved, at erhvervslivet mangler højt kvalificeret arbejdskraft på en række områder, og at højt uddannede skaber job, også til faglærte og ufaglærte. Derfor er de højt kvalificerede en ressource, vi ikke har råd til at miste, siger Rikke Hvilshøj. Ifølge ministeriet skaber én højtuddannet udlænding to nye arbejdspladser i Danmark. Udenlandske vidensarbejdere giver nemlig adgang til ny viden, teknologi, organisationsformer og netværk, og derved supplerer de den indenlandske arbejdskraft og skaber en positiv økonomisk udvikling i samfundet. Ordningen omfatter blandt andet ingeniører med ret til betegnelsen diplomingeniører, naturvidenskabelige og teknologiske uddannelser som cand.scient., cand.pharm. og tandplejeruddannelsen, læger og sygeplejersker samt it-specialister med titlen cand.it. Og udspillet vækker tilfredshed hos chefkonsulent Henning Gade i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der fremhæver, at den hidtidige ordning med at sende udlændingene ud af landet, når uddannelsen var i hus, gjorde det vanskeligt at fastholde de højtuddannede. - Det er derfor positivt, at regeringen gennemfører muligheden for, at udenlandske kandidater på en række områder kan blive i tre måneder for at søge beskæftigelse. Derved forbedres muligheden for at højt kvalificerede kandidater kan finde beskæftigelse i danske virksomheder, siger Henning Gade. Ud over de allerede nævnte uddannelser vil også ph.d.- og mastergrader inden for hovedområderne ingeniører, vidensarbejdere inden for naturvidenskab og teknologi, læger og it-specialister kunne få de tre måneders ekstra opholdstilladelse. /ritzau/