EMNER

Udlændinge henrettes i Saudi-Arabien

LONDON:Næsten halvdelen af alle henrettelser i Saudi-Arabien er af personer fra andre lande. En nyligt udkommet rapport fra menneskerettighedsorganisationen Amnesty International kalder dette "et uforholdsmæssigt højt antal" i forhold til størrelsen på den lokale befolkning. Rapporten slår fast, at der særligt er tale om fattige arbejdere fra tredjeverdenslande. Mange af henrettelserne sker på baggrund af retssager, der foregår på arabisk uden tolk, og hvor den anklagede ofte ikke har adgang til en advokat. - Vi har været vidner til en markant stigning af henrettelser af fanger, der er blevet dømt i dyb hemmelighed og i uretfærdige retssager, siger Malcolm Smart, der er leder af Amnesty Internationals program for Mellemøsten og Nordafrika. I alt henretter Saudi-Arabien ifølge rapporten mere end to personer om ugen. Over de seneste år er antallet af eksekverede dødsdomme steget markant. Således henrettede man 158 personer i 2007 imod 39 året forinden. Amnesty International har i dette års første otte måneder registreret 71 henrettelser i Saudi Arabien. - Den saudiarabiske regerings forsatte hyppige brug af dødsstraf går imod en stigende international tendens til ophævelse, siger Malcolm Smart om udviklingen i det arabiske land. Mange af henrettelserne foregår ved halshugning og i fuld offentlighed. Desuden har Saudi Arabien en høj rate af henrettelser af kvinder, og man benytter sig af dødsdomme for kriminalitet, der er begået af personer under 18 år. /ritzau/