Udlændinge-sager har hobet sig op

En 23-årig studerende i Nørresundby har i trekvart år forgæves kæmpet for at skaffe sin mand - der er far til deres fem måneder gamle barn - opholdstilladelse i Danmark. For få dage siden kom svaret så endelig fra Udlændingestyrelsen. Et afslag.

Gennem længere tid har sagen ligget i den bunke af sager, der har hobet sig op i styrelsen. Ophobningen er sket samtidig med, at antallet af ny sager som Udlændingestyrelsen får til behandling, falder. I år har der kun været omkring en tredjedel af sager om familiesammenføring i forhold til 2001. - Det er en ophobning, der er sket tidligere, og jeg tør ikke sige et tidspunkt for, hvornår vi kommer til at mærke, at vi får færre nye sager ind. Samtidig er lovgivningen blevet ændret. Det har givet et mere tungt regelsæt, der giver længere sagsbehandlingstid, siger underdirektør i Udlændingestyrelsen Inge Bruhn Thomsen. Det store fald i antallet af sager er sket i år. Antallet af afslag på ansøgninger om familiesammenføringer er dog på samme niveau som i 2001 og 2002. Aalborg-advokaten Hans Mogensens retter i den forbindelse en hård kritik mod Udlændingestyrelsen. Han mener, at den er påvirket af de politiske strømninger, og hele tiden tolker loven så restriktivt som muligt. Også det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) retter skytset mod Udlændingestyrelsen. Generelt savner han mere medmenneskelighed i afgørelserne. Hans folketingskollega Anita Knakkergaard fra Dansk Folkeparti, der har leveret stemmer til de stramninger, der er sket i udlændingelovgivningen, vil ikke kommentere den konkrete sag, hvor en nybagt far ikke må blive i landet. - Jeg er ikke sagsbehandler, men mit parti har stemt for ændringerne af loven. Det er stramninger, som vi har ønsket. I nogle tilfælde er det for få, der bliver sendt ud af landet. Der kan være tilfælde, hvor man siger, at det er synd. Men sådan er det i mange situationer. Når en arbejdsgiver skærer ned og fyrer medarbejdere, så er det også hårdt, siger Anita Knakkergaard. 1. sektion side 4