Udlændinge slipper for parkeringsbøder

Meget svært at inddrive parkeringsgæld fra Polen og Frankrig

AALBORG:De kommuner, som har hyret Parkeringskontrol Nord til at holde øje med ulovligt parkerede biler, måtte sidste år opgive at inddrive tilsammen 160.000 kroner i parkeringsbøder. Det er udenlandske bilister, der slipper på at betale. - Vi gør naturligvis alt, hvad der står i vores magt for at inddrive pengene for ulovlig parkering. Men i enkelte lande, for eksempel Frankrig og Polen, kan det i nogle tilfælde være så besværligt på grund af disse landes regler, at vore omkostninger bliver alt for store. Derfor er vi somme tider nødt til at opgive, forklarer Jørgen Pedersen, chef for Beredskabscenter Aalborg, som Parkeringskontrol Nord hører under. Parkeringskontrol Nord har ellers hyret et internationalt inkassofirma til at inddrive parkeringsbøder i udlandet. Men selv dette firma må i nogle tilfælde give op. Parkeringskontrol Nord udfører kontrolfunktionen for de fleste kommuner i Nordjylland med tidsbegrænset parkering og p-afgifter, samt enkelte kommuner uden for amtet. Den foreløbig sydligste kommune er Grenå. - Det er i sagens natur først og fremmest afgifter i turistområder, som vi bliver nødt til at opgive. Det er jo der, udlændingene kommer, tilføjer beredskabschefen. En af de kommuner, der må vinke farvel til flest zloty og euro, er Skagen. Jørgen Pedersen beroliger med, at den tabte udenlandske valuta kun udgør en lille procentdel af de bøder, parkeringsvagterne skriver ud. Ifølge beredskabschefen kommer alle danske parkeringssyndere til at betale de 500 kroner, som det koster at smide bilen ulovligt fra sig. - Generelt lykkes det os også at inddrage pengene fra langt de fleste udlændinge, som holder ulovlig parkeret. Eksempelvis kan en norsk bil ikke skifte ejer, hvis der ligger en ubetalt opkrævning for ulovlig parkering i Danmark. Den slags hjælper på viljen til at få regningen betalt, forklarer han. Magistraten, som er Aalborg byråds forretningsudvalg, har netop taget det tabte beløb til efterretning. Sagen blev behandlet på magistratens lukkede møde. Det skyldtes ifølge borgmester Henning G. Jensen (S), at parkeringssyndere nødigt skal få gode fiduser om, hvordan de kan undgå at betale.