EMNER

Udlændingelovgivning er ikke i sig selv tåbelig

ÆGTESKABER:Udlændingelovgivningen, der hidrører unge på under 24 år og giftemål, er i sig selv ikke tåbelig! Loven har til formål at bekæmpe tvang og proformaægteskaber med udlændinge under 24 år. Man kan ikke lave en generel lov, uden at nogen kommer i klemme. Den meget omtalte lokalsag er ikke en undtagelse, og det unge par kendte på forhånd risikoen. Nu tager de bare konsekvensen af deres handling. Lokale socialdemokrater har kaldt loven tåbelig. Det er det samme som at kalde deres partifæller i Folketinget, der stemte for loven, for tåbelige. Jens Chr. Larsen (V) har også nævnt denne usammenhæng, men den er de ligeglade med. Det er værd at bemærke, at det altid er samme flok, der himler op, hver gang der er en sag på området. Vi mangler nu bare Enhedslisten i hylekoret. Mon hylekoret har en let og billig løsning på problemet? Den tidligere regering gjorde jo intet effektivt på området, så det kan man tvivle på. Nu stoppes ægte kærlighed som bekendt ikke så let, og den såkaldte tåbelighed løser sig selv, når kvinden fylder 24 eller Polen bliver fuldgyldigt medlem. Det skal desuden nævnes, at parret har erfaring med tålmodighed, når det kommer til at være væk fra hinanden i kortere perioder, idet manden arbejder til havs. Sagen er dermed en storm i et glas vand ved siden af den effektivitet, den har!