Udlandet trækker i håndboldlandsholdets anfører

Stine Jørgensen har kontraktudløb i Odense til sommer og overvejer kraftigt at drage udenlands.

Stine Jørgensen scorede tre gange, da Danmark lørdag besejrede Australien ved VM.

Stine Jørgensen scorede tre gange, da Danmark lørdag besejrede Australien ved VM.

KUMAMOTO:En stribe spillere på det kvindelige håndboldlandshold har succes i udenlandske klubber, og det er ikke gået anfører Stine Jørgensens næse forbi.

Den 29-årige skytte har kontraktudløb i Odense efter denne sæson, og hun er blevet lun på tanken om en fremtid i en klub uden for Danmarks grænser.

- Jeg har ikke noget på plads endnu, men det kunne godt være. Jeg kan bestemt se nogle ting, der kunne være spændende for mig i forhold til at spille i et andet land, en anden kultur og blive udfordret på nogle andre ting.

- Udlandet er helt sikkert interessant for mig, siger Stine Jørgensen.

Hun er en del af det danske VM-landshold i Japan og scorede tre gange i Danmarks åbningssejr over Australien lørdag.

Seks af medspillerne på VM-holdet tjener deres penge som professionelle i udlandet. Det er dobbelt så mange, som ved EM for blot et år siden, og i øjeblikket ser det ud til, at det er den vej, vinden blæser.

- Generelt tror jeg, at det er sundt at komme ud til et andet miljø, for det er jo meget det samme i Danmark. De samme spillere, de samme haller, de samme dommere.

- Det vil være sundt at komme til at bo i et andet land, hvor der er nogle andre rammer. Både som menneske og håndboldspiller, siger Stine Jørgensen.

To danske VM-spillere, Anne Mette Hansen og Simone Böhme, er på kontrakt i ungarsk håndbold hos henholdsvis Györ og Siofok.

Yderligere fire spiller i franske klubber. Det er Stine Bodholt og Lotte Grigel i Nantes, Sandra Toft i Brest og Louise Burgaard i Metz.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.