Udlejer: - 99 procent af Skagens gæster er tilfredse - resten skulle gerne blive væk

Karin Nordmann
Havneplads, Skagen
Skagen har beklageligvis de senere år har haft flere og flere kværulanter som gæster, skriver Karin Nordmann. Arkivfoto: Bent Jakobsenw
Skagen 1. september 2006 06:00

SERVICE: Der har beklageligvis været et par uheldige episoder fra gæster i Skagen. Det har været omtalt i NORDJYSKE. Først var det Ruths Hotel der fik en svada og senest Skagen Feriebolig. Vil gerne pointere, at jeg ikke skriver mit læserbrev for at tage de udskældte firmaer i forsvar, men blot konstatere, at Skagen beklageligvis de senere år har haft flere og flere kværulanter som gæster. Som erfaren ræv inden for turistbranchen har jeg også konstateret, at flere gæster end tidligere beklager sig over bagateller. Det være sig berettiget eller ej. Men man kan heldigvis forholde sig til, at 99 procent af vores turister er tilfredse og glade med deres ophold, mens den ene procent proletarer gerne skulle holde sig hjemme. Værst er det desværre, når der er allermest travlt i Skagen. I ugerne 29 og 30. Når man sidder på en restaurant og ser, at sure gæster hæver de tomme glas for at se om de er rene, så fornemmer man desværre denne negative attitude overfor vores serveringsteder. Der starter det. Det slutter end ikke før bøffen, som først er sej, når regningen skal betales. Eller vinen, som var udrikkelig - når den er drukket. Eller det manglende glas isvand, som man ikke forventer at skulle betale! Jeg fik da heller ikke isvand på Ruths Hotel, men det skriver jeg da ikke og beklager i avisen – må vi lige være her? På udlejningssiden har vi erfaringer med, at en familie inden ankomsten og synet af huset, allerede havde opsøgt to andre bureauer for at se, om der var muligheder for at finde noget billigere. Manden, en rigtig tøffelhelt, var med sine hænder overalt, inde i ovnen på bagepladerne, oven på emhætten og i køleskabet (som var fugtigt- men ikke snavset). Der blev fundet tre (3) krummer under spisebordet, og så var huset pludseligt møgbeskidt, og man ville ikke længere selv klare slutrengøringen. For at mit gode humør ikke skulle ødelægges, bad jeg gruppen på fire voksne og fem børn finde et andet sted. Så kom det frem. Det havde de forsøgt, for at spare penge - uden held. Som udlejer kan man føle sig helt ydmyget, når man med en hvid karklud, prøver at vise, at der ikke kommer snavs på ved at køre kluden over et bord eller en køleskabshylde. Denne ydmygelse alene fordi vores gæster ikke selv vil gøre rent efter sig. Den slags turister bør man have råd til at afvise! Ligeledes har der været gæster, som mener, at fordi de betaler 150/200 kroner for en overnatning, ja så har de en RET til at spolere et godt naboskab, fordi de absolut skal have en medbragt ghettoblaster til at køre på højeste volumen uden for huset i haven!. Når gæsterne forsøger at tage magten fra en udlejer, hvilket desværre sker, bør vi standse op og se, hvad det er vi vil, især med den private udlejning. Det kan da godt være, at nogle skraldespande har været stående for længe på grund af skraldmændenes sene afhentning, men når man ikke har forståelse for, at en pose affald skal stå et sted fra lørdag middag til mandag morgen, så burde man tage på et hotel, og betale den pris det koster ved ikke at bo privat. Alle sommerhuse har skiftedag om lørdagen, og den dag afhentes der som bekendt ikke skrald. Det burde en fornuftig lejer kunne se. Jeg ved godt, at der i festivaldagene kan være larm eller drøn på, men lad det så blive ved det. På festival-natten blev jeg ringet op af en sur nabo til én af mine venner, som mente, at jeg skulle vækkes, fordi der fra min vens hus kom larm, og fordi vennen ikke selv tog røret. Gennem telefonen kunne jeg høre musikken fra festivalteltet. Hvis man ikke de tre dage har tolerance overfor de gæster der kommer, bør man flytte på landet. I øvrigt var den harmdirrende nabo en deltidsskagbo, som selv ofte har støjende gæster. Det må han have glemt. Skagen er stedet, men det kan også være, at stedet er blevet for dyrt for visse turister. Det kan vi så forholde os til. Det er måske lidt billigere i Løkken, så der kan de prøve næste gang, og se om det er billigere og bedre der! Om ikke andet så sparer de benzinen for de 200 kilometer. Tro så endelig ikke, at Løkken er fritaget for sure gæster. Vi kender dem, straks når de kommer, de utilfredse! Jeg vil i fremtiden give mig selv råd til at afvise gæster der ikke har den rette ånd ved ankomsten. Så kan det godt være, at otte eller ni mennesker står uden feriested i nogle dage, men jeg slipper i det mindste for at blive udhængt i en lokalavis for at have lidt støv på værelset, plettet spejl i badeværelset, cigaretskodder i haven, eller brændt græsplæne på grund af al den dejlige sol i Skagen. Måske endda overfyldte overflods- skraldespande i huset der er til udlejning. Hvor små sko skal vi gå i? Sidst men ikke mindst finder jeg det dybt kritisabelt, at NORDJYSKE vil give al den spalteplads til utilfredse turister. Det gavner ikke vores by på nogen måde. Der er den mulighed at gå rettens vej, hvis man føler sig snydt. Denne ret kan man benytte sig af – næsten gratis – hvis man har den rigtige indboforsikring. Med venlig hilsen- og tak for optagelsen SVAR: NORDJYSKE Medier fastholder også turisters ret til at komme til orde. Turister er vigtige for lokalsamfundet både socialt, mentalt og økonomisk, og vi vurderer, at det også er vigtigt at lade turisterne - som alle andre - komme med meninger og syn på livet også i Skagen. Palle W. Nielsen, souschef

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...