Aalborg

Udlejer afviser genhusning af lejere

Accepterer lejeres krav om at få flytningen betalt

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der er lagt pap ud for at suge vand op fra gulvtæppet.

AALBORG:Inden for få dage vil udskiftningen af taget på ejendommen Dalgasgade 15 være nået så langt, at der med sikkerhed ikke kan sive vand ind i lejlighederne. Og inden for cirka to uger kan Erik Sørensen BYG A/S begynde at udbedre de vandskader, der er sket i lejlighederne. Det oplyser ejendommens ejer og udlejer, Erik Sørensen. Han mener derimod ikke, at der er eller har været behov for genhusning af beboere i ejendommen. - Angående den ældre dame, så er det ikke en god ide, at hun skal genhuses og flytte tilbage til lejligheden på 3. sal. Det var bedre for hende, hvis hun kom til at bo i en stuelejligheden, og hvis kommunen fandt en ældrebolig til hende. Og jeg vil gerne betale for hendes flytning, siger Erik Sørensen, der ejer ni ejendomme i Dalgasgade. Godtager nogle krav Han går derimod ind på kravene fra Julie Johnsen og Kristina Kruse Kjær. - Jeg har skrevet til pigerne, at jeg accepterer, at de flytter 15. juli, men kun betaler husleje til 1. juli. De får deres fulde depositum tilbage, og jeg vil betale 4.000 kroner til deres flytning, siger Erik Sørensen. Han understreger at han finder situationen træls, og at han ikke havde forventet, at udskiftningen af taget ville medføre så mange problemer - eller at der ville komme så meget regn. - Men så snart vi har fået indertag på, så er vi sikre på, at der ikke kommer mere vand ind. Vi kan ikke begynde at ordne vandskaderne, før der er tørt. Jeg forventer, det vil ske om 14 dage. - Vi skal så senere skifte den anden del af taget, men vi har lært, at vi ikke tager mere tag af, end vi kan nå at lukke samme dag, siger Erik Sørensen, der har haft udlejningsejendomme i 20 år.