Udlejer anmeldt

HJØRRING:De 17 norske familier, som lørdag aften måtte konstatere, at de ikke havde tag over hovedet under Hjørrings Dana Cup, har valgt at melde udlejeren, Keld Frost i Ingstrup, til politiet. Anette Sassbender fra fodboldklubben Lena IF siger, at de i efteråret betalte depositum for de 28 huse, og i juni betalte hele lejen. Men der var altså kun 11 huse til fodboldspillerne. Mandag formiddag var de i kontakt med udlejeren, som nægtede at betale huslejen for de manglende 17 huse tilbage. Anette Sassbender vurderer, at det drejer sig om et beløb på mellem 75.000 og 80.000 norske kroner. De 17 familier, i alt 60-65 personer, som ikke fik deres huse, har nu fundet alternative løsninger, men de skal også betales. De vil gerne have deres indbetalte penge igen, og de har nu meldt udlejeren til politiet. NORDJYSKE har været i kontakt med Keld Frost. Han havde ikke tid til at tale med NORDJYSKE, men ville gerne ringes op igen senere. Ved senere opkald har han ikke taget telefonen, men han bekræftede kort i den første samtale, at "der var noget med nogle norske gæster".