Udlejer jord og får renoveret klubhus

Pandrup 1. marts 2003 07:00

KAAS: Aftaler med Trægården i Kaas og Pandrup Kommune er årsagen til, at Kaas Lystanlæg enten har fået eller får renoveret en væsentlig del af klubhuset. Udover aftalen med Pandrup Kommune om pålægning af nyt tag og udskiftning af tagrende mod at kommune lejer et stykke jord til Kaas Børnehave, indgik lystanlægget sidste år en aftale med Trægården i Kaas, som havde behov for mere plads, da det skulle være muligt for store lastbiler at aflevere varer ved virksomhedens nye ide-centret. Trægården lejede et areal mod at etablere et nyt hegn og betalte for nye toiletter i lystanlæggets klubhus. Det fortalte lystanlæggets formand Berthel Holland Sørensen på generalforsamlingen torsdag aften. Han afslørede også, at klubhusets køkken formentlig bliver renoveret i en byttehandel, men han ønskede ikke at kommentere handlen nærmere. Lystanlægget lejede klubhuset ud 39 gange sidste år, hvilket er en tilbagegang på 11 udlejninger i forhold til året før. Alligevel steg lejeindtægten med 2.000 kr., da flere lejede huset for to dage, og lejeprisen blev sat op. Formanden oplyste også, at lystanlægget sidste år solgte 11 nye aktiebreve. Det betød, at man ved årets udgang havde 596 aktionærer, eller livstidmedlemmer, som Berthel Holland Sørensen også kaldte dem. Udover udlejninger holdt man den traditionsrige sankt hans fest og modtog 1.000 kr. fra Hvetbo Herreds Sparekasses gavefond. I årets løb var der ikke store udgifter til forbedringer, og for første gang i mange år var lystanlægget forskånet for indbrud. Når regnskabet alligevel viste et underskud på knap 4.600 kr., skyldtes det, at lystanlægget har ansat en lønnet vicevært til at sørge for udlejninger og kontrol af rengøring og inventar, forklarede formanden. Ejner Jensen og Charlotte Christiansen blev genvalgt til bestyrelsen, mens Jonna Christensen kort før generalforsamlingen meddelte, at hun alligevel ikke ønskede genvalg. Da der blandt de fem fremmødte medlemmer ikke var nogen, der ville vælges, blev bestyrelsen bemyndiget til at finde det sidste medlem af bestyrelsen, som udover formand Berthel Holland Sørensen også består af Knud Bengtsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...