Udlejere tjekkes

Kommunen er begyndt undersøgelsen af 300 ulovlige boliger

Byggeri 20. marts 2003 07:00

HJØRRING: Kommunens embedsmænd er nu begyndt at undersøge de første af de cirka 300 lejligheder og værelser, som embedsmændene anslår er ulovlige i kommunen. Aktionen fra kommunen begyndte i december, hvor kommunen sendte brev ud til udlejere, som man mente havde lejligheder, der ikke var registreret. Indtil videre har bygningsinspektør Henning Eriksen kigget på 20 lejligheder og værelser. Ofte opdagede kommunen, at lejligheder og værelser var ulovlige, når lejerne ansøgte kommunen om boligstøtte. Så opdagede kommunen, at værelset ikke var registreret som udlejningsværelser på den pågældende adresse. Kommunens bygningsafdeling har kun nået at tjekke 20 stk, fordi de mange ansøgninger om byggetilladelser fra husejere, der traditionen tro myldrer ind hvert forår, indtil videre har sat arbejdet ned på lavere blus. Henning Eriksen regner dog med, at han har et meget større antal undersøgt inden sommer, når puklen af byggesager er blevet mindre. Henning Eriksen kan ikke sige noget sikkert om det reelle omfang af ulovlige boliger i kommunen. Men hvis tendensen fra den første snes holder, så ser det ikke så galt ud. - To ud af de 20 lejere, vi har kontaktet indtil videre, har ikke kunnet lovliggøre deres værelser. Standarden var enten så ringe, at det ville kræve en for dyr renovering, eller også levede boligen ikke op til de bygningsmæssige krav til eksempelvis loftshøjde. De fleste værelser og lejligheder har dog set fornuftige ud. De har haft problemer i småtingsafdelingen, siger Henning Eriksen. Han vurderer, at udlejere generelt er interesseret i at højne standarden på deres værelser og lejligheder for at tiltrække lejere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...