Udlejes: Selvbyggerhus på Christiania med udsigt til operaen

30 mennesker lagde billet ind på at leje selvbyggerhus på Christiania

KØBENHAVN:"Så er chancen der. Få en skøn bolig på Bjørnekloen. Det hvide selvbyggerhus på 50 kvadratmeter står tomt, og alle med interesse er velkomne til at bese huset lørdag 30. april fra 12-16". Annoncen i Christianias interne blad "Ugespejlet" er kun for de indviede. Den findes ikke hos hverken Home eller Nybolig. Alligevel er omkring 30 mennesker i alle aldre mødt op for komme til samtale med beboerne i det område af Christiania, der hedder Bjørnekloen. Det er dem, der bestemmer, hvem der skal flytte ind huset. - Vi spørger dem, hvad de vil med Christiania, og om de kan bidrage med noget til fællesskabet. Vi bliver også nødt til at høre dem, om de er indforstået med at bo enormt primitivt med multtoilet og rodzoneanlæg, for det er en del af vores fælles grundlag, at vi sparer på naturens ressourcer. Og endelig prøver vi at fornemme personerne. Om de er ærlige, eller om de er fulde af lort for at sige det lige ud, forklarer Mette Bjørneklo, der har travlt med at rydde op efter de tidligere beboere i det hvide hus. Fraflytterne har nemlig etableret indtil flere stensætninger og blomsterbede uden for huset, og det har længe været en kilde til irritation for de nærmeste naboer, at den fælles have på den måde blev privatiseret. Derfor er alle Bjørnekloens beboere i sving med hakke, skovl og spade. En enkelt joint bliver det også til, mens flere og flere interesserede dukker op på stien bag huset for at inspicere huset. Selvbyggerhuset er konstrueret omkring to gamle skurvogne, og det består af to store rum samt et toilet, hvor der også er gjort forberedelser til at installere bad. Badevandet skal i givet fald opvarmes ved hjælp af den kakkelovn, der står i stuen. Elektriciteten findes i så begrænsede mængder, at man må prioritere, hvilke apparater og lyskilder man vil have tilsluttet. Mod sydvest er der bygget en terrasse, som rækker helt ned til vandkanten af en sivbevokset mose, hvor der myldrer med ænder, svaner og sangfugle. Længere væk kan man se Frederiks Bastion og i horisonten ses den nye opera og Vor Frelser Kirke. Huslejen ligger på 1500 kroner per beboer. - Det er et fantastisk sted. Et rigtigt lækkert legehus, siger 45-årige Iris Schneider, der som en af de første besigtiger huset. Hun forklarer, at hendes tilværelse brød sammen for halvandet år siden, da hun efter eget udsagn var rigtig godt på vej til at tro på et liv med designermøbler og villa i Hellerup. Et liv, som bare ikke harmonerede med hendes egne forventninger og drømme. - Det gik pludselig op for mig, at jeg ikke var glad, og at jeg gradvist havde overtaget min kærestes drømme om det gode liv. Men det var en forkert livsbane for mig. Jeg vil tilbage til rødderne, og nu står jeg her og drømmer om at blive en del af det enestående miljø og fællesskab, der er på Christiania, siger Iris Schneider. Mette Bjørneklo forklarer, at man på Christiania hverken benytter sig af depositum eller indskud for at overtage et ledigt hus. Samtidig siger reglerne, at tidligere beboere som udgangspunkt ikke skal forvente at få betaling for de forbedringer, der er foretaget. - Man kan sige, at vi betragter det som et indskud, at man lover at vedligeholde husene, for hvis de forfalder, så får vi sandsynligvis ikke lov at bygge et nyt, og så rammer det hele Christiania, siger Mette Bjørneklo. En anden af de interesserede er Sarah Christiansen, der dukker op på sin Christianiacykel sammen med sin datter Ea på 13 måneder og hunden Pelle. Hun fortæller, at hun har boet i fristaden i et værelse på 11 kvadratmeter i fire år, og at hendes drøm om at bygge et hus gik i vasken, da regeringen indførte byggestop. - Og nu er det altså på tide at få noget større. Min datter skal gerne have lidt plads at røre sig på, siger Sarah. Klokken 16 indkalder naboerne de første interesserede til samtale. Resten venter udenfor på at komme ind og tale deres sag. - Det er lidt som at være til eksamen. Men det er søde mennesker, siger Siri, der som den første kommer ud fra huset. Afgørelsen falder formentlig først om nogle dage. Det tager tid at træffe afgørelser på Christiania, og som Mette Bjørneklo siger, så er det utrolig svært at vælge blandt så mange spændende og søde mennesker. Men det hjælper at have anbefalingerne i orden. - Det giver altid plusser, hvis vi ved, at der blandt ansøgerne er nogle, som har været aktive på Christiania, siger hun. /ritzau/