Frederikshavn

Udlejning et sejere træk

Det går ikke så stærkt som tidligere med at udleje butikslokaler i Frederikshavns gågade, må ejendomsmæglerfirmaet Calundan erkende.

Behovet for hotelværelser i Frederikshavn er faldet og Hotel Mariehønen savner en ny lejer. Foto: Peter Broen

Behovet for hotelværelser i Frederikshavn er faldet og Hotel Mariehønen savner en ny lejer. Foto: Peter Broen

- Tidligere har vi aldrig haft lejemål på gågaden ledige i meget mere end en weekend, men det tager lidt længere tid nu, lyder det fra Jens Jørgen Calundan, der foruden flere butikslejemål på bedste strøg i Danmarksgade også lige skal finde en lejer til et helt hotel. Det er det tidligere Sussie og Leo-hotel Mariehønen på hjørnet af Danmarksgade og Skolegade med 32 dobbeltværelser, der står ubenyttet hen. Efter at sangduoen sammen med den seneste forpagter trak sig ud af hotellet har det i en periode været anvendt til kursusvirksomhed for et nu krakket lejefirma af udenlandsk arbejdskraft. Ejer af hotellet er Nordjysk Ejendomsselskab K/S, der som udgangspunkt er klar til at leje hotellet ud for 410.000 kr. på årsbasis. - Det er fine værelser, der alle er nyrestaurerede, understreger ejendomsmægleren, der tror, at der alt i alt kommer mere gang i udlejningen, når sneen kommer væk, og foråret med fornyet virketrang griber om sig.