Udlejning på vej til at blive lovlig

Ny lokalplan skal lovliggøre udljening af den gamle skipperskole

Skagen 8. september 2002 08:00

SKAGEN: I forbindelse med, at der i fjor i Skagen blev sat fokus på udlejningen af værelser og huse til turister, blev ejerne af den tidligere skipperskolebygning på Sct. Clemens Vej opmærksomme på, at de da vist udlejede de 14 værelser, der nu er i bygningen, ulovligt. En af ejerne, direktør Leo Mikkelsen, som nu også er byrådsmedlem, gjorde kommunens forvaltning opmærksom på forholdet og ejerne bad samtidig om, at der blev udarbejdet en lokalplan for den grund, bygningen er på, for at få lovliggjort udlejningen. Forslaget til denne lokalplan er netop blevet behandlet af kommunens udvalg for teknik og miljø, og udvalget har sendt forslaget videre til økonomiudvalget og byrådet, så det kan blive fremlagt offentligt. Bestemmelserne i lokalplanen omdanner bygningen til hotel/pensionat, og da planen er lavet over en eksisterende bygning er de tekniske bestemmelser stort set i overensstemmelse med, hvordan bygningerne på grunden ser ud i dag. Der er desuden bestemmelser om, at man ved eventuelt nyt byggeri eller ved ombygning skal følge den arkitektur, der præger det eksisterende byggeri og miljøet i kvarteret i det hele taget.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...