Udlevering: Polsk domstol udsætter dom over Polanski

Den polsk-franske instruktør var mødt frem i retten, men dommeren måtte udsætte afgørelse om hans skæbne.

Roman Polanski, onsdag i retten i Krakow. Foto: Alik Keplicz/AP/POLFOTO
Udland 25. februar 2015 13:45 - Opdateret 25. februar 2015 13:50

Efter et kort retsmøde onsdag formiddag er udleveringssagen mod filminstruktøren Roman Polanski blevet udsat.

Den 81-årige Polanski var mødt frem i retten i den polske by Krakow, hvor han blev afhørt bag lukkede døre.

Domstolen skal tage stilling til, om Polanski skal udleveres til retsforfølgelse i USA efter en episode i 1977, da han havde sex med en blot 13-årig pige i skuespilleren Jack Nicholsons hjem i Los Angeles.

Dommeren Dariusz Mazur forklarer, at retten ikke kan fælde dom onsdag, da der er brug for at studere flere dokumenter fra filminstruktørens advokater.

Roman Polanskis advokater havde indsendt dokumenter på engelsk og tysk fra en fem år gammel udleveringssag i Schweiz.

Siger domstolen, at han skal udleveres, er polsk lov skruet sådan sammen, at det er landets justitsminister, der skal træffe den endelige afgørelse.

Sagen har tidligere kostet Polanski husarrest. I 2009 blev han anholdt af politiet i Schweiz. Han blev sat i husarrest, men sat fri igen i 2010, da en domstol afgjorde, at han ikke skal udleveres til USA.

Den Oscar-vindende filmmager nægtede i første omgang skyld i ulovlig sex med den mindreårige under en fotosession, hvor deltagerne havde fået godt med champagne og stoffer.

Derpå blev han sat i et sikret fængsel, og efter 42 dage indgik hans forsvarer forlig med anklagemyndigheden. Romanski tilstod at have haft sex med den mindreårige, men ikke noget med voldtægt.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...