Lokalpolitik

Udligning: 325 mio. til Nordjylland

Otte nordjyske kommuner scorer - tre taber - på udligningsreform

Lars Løkke har klaget til DR over stationens dækning af velfærdsdemonstrationerne - og fået en undskyldning. SF og EL kræver forklaring fra statsministeren.
 (ARKIVFoto: Lars Helsinghof/Scanpix 2006)

Lars Løkke har klaget til DR over stationens dækning af velfærdsdemonstrationerne - og fået en undskyldning. SF og EL kræver forklaring fra statsministeren. (ARKIVFoto: Lars Helsinghof/Scanpix 2006)

Region Nordjylland er sammen med Region Syddanmark den store vinder af udligningen mellem rige og fattige kommuner i Danmark. 325 millioner kroner ekstra om året er på vej til de nordjyske kommuner. Borgmestre i den kommende nordjyske region går i dag rundt med det helt store dollargrin, mens andre hænger lidt med skuffen. Otte af de 11 nye nordjyske kommuner deles om de ekstra 325 millioner kroner. Blandt de glade er Frederikshavns borgmester Erik Sørensen (S). Den nye Frederikshavns Kommune vinder 111 milloner kroner årligt på aftalen, som er indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og de radikale. - Vi har større sociale udgifter og flere arbejdsløse end andre kommuner. Derfor har vi ikke kunnet give vore borgere samme service som andre. Det retter reformen op på, bemærker han. Derimod bliver reformen modtaget med blandede følelser i Brønderslev-Dronninglund, som sammen med Aalborg og Rebild kommuner får færre penge end hidtil. - Vi følte nok, at vi trængte til en ekstra skilling. Men vi må prøve at få det bedste ud af situationen og arbejde ud fra det udgangspunkt, der nu bliver tale om, siger den nye kommunes kommende borgmester Mikael Klitgaard (V). Formanden for kommunekontaktrådet i den nordjyske region, Morsøs borgmester Egon Plejdrup (S), synes, at udligningen ser ganske fornuftig ud. - I sådan en situation må nogen nødvendigvis give, mens andre får. Men samlet set synes jeg da, at vi har grund til at være tilfredse i Nordjylland. Det betyder forhåbentlig, at vi får råd til nogenlunde at nå op på samme serviceniveau som kommunerne i København-området.