Udpeget EU-jobkommissær lover at forsvare den danske model

Kandidat til post som EU-jobkommissær lover europæisk arbejdsmarked med adgang for alle, siger han i høring.

"Rammen for mindsteløn vil på ingen måde - og jeg siger det meget klart - på ingen måde skabe tvivl om systemet med forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. Det fungerer godt i lande, hvor man bruger det, siger Schmit. Foto: Aris Oikonomou/Ritzau Scanpix

"Rammen for mindsteløn vil på ingen måde - og jeg siger det meget klart - på ingen måde skabe tvivl om systemet med forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. Det fungerer godt i lande, hvor man bruger det, siger Schmit. Foto: Aris Oikonomou/Ritzau Scanpix

Mindsteløn går igen og igen i de svar, som den luxembourgske kandidat til posten som EU's næste jobkommissær giver i en godkendelseshøring tirsdag.

Han understreger, at en foreslået EU-ramme for en mindsteløn ikke er et angreb på den såkaldt danske model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler løn og vilkår.

- Vi vil på ingen måde skabe problemer for et system med disse rammer for mindsteløn. Vi skal bevare det, der fungerer godt. Det er en garanti, som jeg kan give dig, siger Nicolas Schmit.

Svaret gives til den danske europaparlamentariker Nikolaj Villumsen (EL), som er koordinator for den rød-grønne venstrefløjsgruppe i EU-Parlamentet.

- Rammen for mindsteløn vil på ingen måde - og jeg siger det meget klart - på ingen måde skabe tvivl om systemet med forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. Det fungerer godt i lande, hvor man bruger det, siger Schmit.

Han uddyber, at rammen for mindsteløn skal ses som en hjælp til at sikre ordentlige forhold og løn i EU-lande, hvor man ikke har en tradition for forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter.

Den luxembourgske kandidat lover at kæmpe for, at der bliver plads til alle på arbejdsmarkedet i EU.

- Jeg vil fremme et europæisk arbejdsmarked, som garanterer adgang og gode muligheder for alle. Det gælder især personer med handicap, migranter, romaer og dem, der er dårligst stillede.

- Jeg vil gøre mit yderste for at bekæmpe fattigdom, siger Schmit under sin indledende bemærkning til beskæftigelsesudvalget.

Luxembourgeren kan konstatere, at beskæftigelsen i eurozonen er den laveste i 11 år. Det meddelte Eurostat mandag.

- Vi ser fortsat dette fald i beskæftigelsen. Men det er ikke i alle medlemslande og ikke i alle regioner.

- Vi skal sikre, at det kan betale sig at arbejde. At man kan få et bæredygtigt liv, siger Schmit.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.