EMNER

Udsalget falder på en søndag

God opbakning til De Aktive Butikkers udsalgsstart 4. januar

HOBRO:I 2004 bliver januarudsalget i Hobro ikke en sag, som tilbudsjægerne skal nå i en ruf på vej til arbejde. Hobroensere og folk fra oplandet kan shoppe nedsatte varer på en fridag. Det bliver førstkommende søndag 4. januar, at udsalgsstarten lyder. - Det gør vi for at prøve noget nyt. De færreste folk skal jo på arbejde om søndagen, og de vil så få bedre tid til at gå på udsalg, siger Wickie Nielsen, formand for Hobro Handelsstandsforening og indehaver af Mini Dress. Hun fortæller, at datoen er udtryk for et kompromis mellem de medlemmer af handelsstandsforeningen, der ville begynde fredag 2. januar og dem, der først ville gå i gang med at sælge ud af deres varer på et tidspunkt i årets anden uge. - Vi har så lagt udsalgsstarten midt i mellem. Og da vi kun har haft søndagsåbent to gange i december mener jeg godt, man kan bede butikkerne om at holde åbent en søndag mere, lyder det fra formanden for handelsstandsforeningen. Håber at alle er med Wickie Nielsen håber, at mange forretninger bakker op om 4. januar som dagen, hvor priserne sættes ned. - Jeg håber selvfølgelig, at alle er med. Men jeg har ikke bedt om tilbagemeldinger fra medlemmerne, så jeg ved det ikke præcist. Af annoncerne i Hobro Avis fremgår det, at folk, der stadig har penge i pungen efter den dyre juletid, kan købe en lang række varer til nedsat pris den dag. Deriblandt tøj, sko, sportsudstyr, musik, telefoni, møbler, babyudstyr og fotografiapparater. For år tilbage havde skobutikkerne i Hobro senere udsalgsstart end tøjforretningerne. Men nu er også skohandlerne hoppet med på den fælles dato. - Vi går med til fælles udsalgsstart i konkurrencens navn. Når andre kan, kan vi også! Det betyder, at kunderne kan finde masser af aktuelle vinterting til nedsat pris, siger indehaver af Rabøl Sko i Hobro, Jette Rabøl. Enkelte butikker har dog valgt deres egen dato for, hvornår de begynder at slå af priserne. Det gælder bl. a. isenkræmmeren Imerco i Hobro, der annoncerer med udsalgsstart 26. januar.