Udsatte udsættes yderligere

Efter beslutningen om Mødestedets lukning kræver Borgerlisten hurtigt afklaring om alternativ

Jakob Binderup
Snart er Mødestedet fortid, og imens arbejdes der på en tilfredsstillende alternativ. Arkivfoto.
Dronninglund 28. november 2014 12:52

DRONNINGLUND: Beslutningen er allerede truffet, og det socialpædagogiske tilbud i Dronninglund, Mødestedet, vil snart være fortid. Og beslutningen har både mødt modstand indenfor og udenfor byrådssalen i Brønderslev, fordi lukningen vil konsekvenser for de udsatte borgere, der jævnligt søger støtte på Mødestedet. Og på onsdagens byrådsmøde insisterede Borgerlistens Bendt Danielsen på at få en afklaring på fremtiden for de psykiske sårbare mennesker, der fremover må undvære tilbuddet. - Hvor skal de nu være, og regner vi med, at det udelukkende skal køre med frivillig arbejdskraft? Kunne man ikke arbejde på en løsning med personale? Vi skal tænke på, at dette er en psykisk sårbar gruppe, så jeg vil gerne opfordre til, at man får løst problemet hurtigt, sagde Bendt Danielsen på byrådsmødet.

Nødvendig besparelse

I Social og Sundhedsudvalget har man arbejdet med forskellige alternativer til mødestedet, men på bundlinjen skal der bespares 1,2 stillinger, og det har gjort det svært at stable et tilfredsstillende tilbud på benene for brugerne i Dronninglund. Det lagde udvalgsformand, Ole Jespersgaard (S) heller ikke skjul på på mødet. - Vi gør det for at spare 1,2 stilling, og det vil man selvfølgelig mærke i Dronninglund. Vi har nogle udfordringer i forhold til transport, og jeg er enig i, at det er en serviceforringelse, men det er noget, vi har drøftet længe, og hvis ikke situationen krævede, at vi skulle spare, så havde vi heller ikke lukket Mødestedet, svarede Ole Jespersgaard på byrådsmødet.

Dårlige alternativer

Efter lukningen af Mødestedet vil der efter planen blive oprettet et værested baseret på frivillige arbejdskræfter i den gamle kirke i Fredensgade, men den mulighed har ikke mødt stor opbakning fra brugerne af Mødestedet. Og muligheden for at blive transporteret de godt 30 km mellem Dronninglund og Brønderslev har heller ikke beroliget talsmanden for brugerne på Mødestedet. Hun mener, at de udsatte borgere fremover vil afholde sig fra at møde op og dermed miste deres holdepunkt i hverdagen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...