Arbejdsmarked

Udsendte skal beholde civile job

KØBENHAVN:Både i og uden for regeringspartierne er der vilje til at lovgive, så alle civile, der tager midlertidige udsendelser for Forsvaret, er beskyttet mod at miste deres civile job. Flere af de hjemmeværnsfolk, der deltog i et forsøg som vagtposter i militærlejrene i Helmand, Afghanistan, blev fyret fra deres civile job, fordi de ville afsted, og det har fået soldaterfagforeningen HKKF, Hærens Konstabel- og Korporalforening til at true med en retssag mod en af de arbejdsgivere, der ikke ville lade jobbet stå åbent til den udsendte hjemmeværnsmand. Forsøget var så stor en succes, at det skal gentages, og også på næste hold er der hjemmeværnsmedlemmer, der må rejse afsted med en fyreseddel fra deres civile arbejdsgiver under armen, oplyser DR Nyheder.