Skagen

Udsigt over Lysets land

Byen rykker mod vest

FREDERIKSHAVN:Gudrun og Vagn Clemmensen er vilde med det særlige "Skagenlys", der hviler over Skagens Odde og Ålbæk Bugt. Lyset, luften og udsigten er årsagen til, at de har besluttet at købe en grund i Trigons udstykning ved gården Øster Dahl med udsyn over det nordlige Vendsyssel. De er endnu ikke helt sikre på, at de selv vil bygge på grunden. - Realistisk set har vi alderen imod os, siger Vagn Clemmensen, der er 63. - Men så har vi sikret en grund til børn eller børnebørn, siger Gudrun ( 68). Parret har siden 1971 boet i Sønderjyllandskvarteret. - Mine vandreture er altid gået herud , siger Gudrun Clemmensen, og jeg er kommet her på mange forskellige tider af året. Parret var pinsedag ude for at vælge grund. Da havde Trigon inviteret interesserede til at komme og kigge. Samtidig kunne de hente økonomisk rådgivning hos Nordjyske Bank. Projektingeniør Peter Ehlern, Trigon, anslår, at omkring 30 potentielle købere benyttede sig af tilbudet om at se nærmere på området. Trigon solgte en enkelt grund søndag og en anden grund blev så godt som solgt. Dermed har 13 af 35 grunde fået nye ejere siden efteråret. 10.000 kroners spørgsmålet for de nybagte grundejere er stadig om de bliver naboer til en helårsskibakke. Vagn Clemmensen ville ikke have noget imod det. Hans kone er mere forbeholden. Hun tror skiløjerne bliver støjende.