EMNER

Udsigt til at pengene bliver brugt helt op

Flere projekter fra landsbyråd i Sindal Kommune er på vej til godkendelse

SINDAL:Når det næste møde i Leader Vendsyssel er overstået har Sindal ligesom Løkken-Vrå Kommune formentlig opbrugt deres kvote af Leader+ midler til lokale landsbyprojekter. Det oplyser leaderkoordinator Flemming Trinskjær efter et møde i sidste uge, hvor styregruppen bevilgede penge til de sidste projekter i Løkken-Vrå. - Vi blev orienteret om nogle projekter, som kommer med på vores møde i december. Det drejer sig blandt andet om kulturprojekter i Astrup og Mosbjerg, siger han. Mens landsbyrådet i Astrup har været længe undervejs med ansøgninger, så har landsbyrådet i Mosbjerg forlængst fået godkendt henholdsvis et børne- og ungdomsprojekt i et udvidet klubhus i TMI og et rekreativt område i Mosbjerg. Til det første projekt har TMI netop ansøgt børne- og kulturudvalget i Sindal Kommune om at ændre projektet, så der i stedet for en tilbygning på 67 kvadratmeter bygges ovenpå det nuværende klubhus. Det giver en udvidelse på 118 kvadratmeter. Udvalget har sendt ansøgningen over til udtalelse i folkeoplysningsudvalget, da den ændrede projekt udløser forhøjet lokaltilskud efter folkeoplysningsloven. Selv om de bevilgede beløb fra Leader+ ser ud til snart at ramme loftet på et par millioner kroner, så er det ikke helt udelukket, at der tilfalder yderligere et mindre beløb til projekter i Sindal Kommune. Flere penge For Leader Vendsyssel har fået 200.000 kr. ekstra til rådighed som følge af, at EU har indekseret det samlede rammebeløbet, og de penge bevilges efter først til mølle princippet. - Hirtshals mangler at bruge godt en halv mio.kr., og også her er flere ting på vej. Så det ser ud til at vi redder os i land overalt med en masse gode projekter. Men det vigtigste har været den positive proces, som er i gang. Nu skal vi holde dialogen i gang indtil det næste program kommer, understreger Flemming Trinskjær.