Udsigt til festrekord i Vestbjerg

Tylstrup 30. september 2002 08:00

VESTBJERG: Gennem den seneste halve snes år har der været holdt borgerfest i Vestbjerg den første lørdag i oktober. Tilslutningen har været svingende, men i år ser det ud til, at tilslutningen topper. Festen arrangeres som sidste år af 10 lokale kvinder, der tog over, da andre meldte fra. De 10 kvinder - i byen kendt som "de stærke piger" - har lagt stor energi i at skabe rammerne for en god fest i Vestbjerghallen. Vibeke Jensen fra festudvalget fortæller, at alt tyder på rekordtilslutning: - Vi kommer i hvert fald over 300 deltagere, og vi håber lidt, at den traditionelle slutspurt kan gøre, at vi kommer noget højere op. Billetsalget slutter først på selve dagen, men køb hellere billetten i god tid, appellerer Vibeke Jensen. Aftenen starter med fællesspisning, hvor slagteren fra Tylstrup leverer buffét. Senere spiller orkestret Spinning Wheel op til dans. Vibeke Jensen løfter lidt af sløret for en overraskelse i løbet af aftenen: - Jeg vil helst ikke fortælle så meget. Kun at hovedgevinsten er et weekendophold for to personer til en værdi af 3000 kr. Om de 10 kvinder også vil fortsætte næste år, ved hun ikke endnu. - Men vi er glade for, at vi har pustet nyt liv i borgerfesten. Og er med til at skabe indtægter for den lokale idrætsforening, fortæller Vibeke Jensen på festudvalgets vegne. Pcj

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...