Udsigt til flere havdage

Lemvig, lørdag /ritzau/ Torskefiskerne har udsigt til at kunne fiske flere end de ni dage om måneden, som blev besluttet på EU-ministrenes møde i Bruxelles i december som led i en plan for at beskytte de skrantende torskebestande. Fiskerne kan få kompensation for den tid, som de skal bruge til at sejle til fiskepladserne og for ophugning af flåden. Det kan omsættes til måske 2-4 dage mere på havet hver måned. I Storbritannien har ministeren sagt, at de 9 dage kan blive til 15 dage, men så meget kommer det ikke op på i Danmark, lyder en vurdering i Fødevareministeriet. Hvad det ender med i Danmark bliver formodentligt klart, når fiskeriets minister, Mariann Fischer Boel (V), i et samråd i Folketinget onsdag skal forklare konsekvenserne af beslutningerne i Bruxelles. Det har blandt andet vakt undren, hvorfor fiskere med små masker må fiske i flere dage end fiskere med store masker - når nu det handler om at fange færre små fisk. Fødevarepolitisk ordfører i SF, Kristen Touborg, Lemvig, har indkaldt ministeren i samråd, efter at fiskerne højlydt har protesteret over resultatet af fiskeriforhandlingerne i Bruxelles i december. - Jeg er forundret over det med maskestørrelserne, og at det tilsyneladende går ud over det mest bæredygtige fiskeri som garnfiskeri og snurrevodsfiskeri, siger Kristen Touborg, til Ritzau. I Fødevareministeriet findes en vis forståelse for, at de naturskånsomme snurrevodsfiskere kan føle sig ramt. Forklaringen på det nye grove system er, at der hurtigt skulle findes en midlertidig og simpel metode til at beskytte torsken i Nordsøen, Kattegat og Skagerrak. Maskestørrelse er udtryk for, hvad en fisker fanger. Derfor er der valgt netop de maskemål, som bruges af fiskere, der alene går efter torsk. Systemet tager så ikke hensyn til, at fiskere med mindre masker også får torsk i nettet, måske endda så mange, at de skal smide nogle over bord igen. En mere raffineret metode skal indføres, når en permanent plan for genopretning af torskebestanden vedtages i EU i slutningen af marts. På kort tid var det ikke muligt at finde et system, som tager hensyn til alle fiskerier, lyder forklaringen i ministeriet. /ritzau/