EMNER

Udsigt til flertal for gruppe- eksamen

KØBENHAVN:Regeringen kan allerede være på vej til at lide et nederlag i det nye folketing. Endda med hjælp fra borgerlige stemmer. For samtidig med at en række borgerlige politikere i valgkampen har argumenteret for at genindføre gruppeeksamen, slutter Ny Alliance nu op om et beslutningsforslag fra oppositionen, der vil tvinge regeringen til at genindføre muligheden for at blive eksamineret i grupper. - Jeg ser egentlig på det fra en erhvervsmæssig vinkel. Det, vi er gode til i Danmark, er blandt andet at arbejde på tværs. Vi er et eksempel for andre, når det kommer til sammenhæng og samarbejde, og det tror jeg, at man kan henføre til den kultur, som er en del af gruppeprøverne, siger Ny Alliances uddannelsesordfører Malou Aamund. Hos SF er uddannelsesordfører Pernille Vigsø Bagge begejstret. - Det er ret fantastisk, at det ser ud til, at vi kan genindføre gruppeeksamen. Det er der flere borgerlige politikere, der under valgkampen har sagt, at de gerne vil. Derfor kan jeg kun tælle mig frem til, at vi har et flertal. F.eks. har Karsten Lauritzen (V) sagt, at han ikke mener, at staten skal blande sig i prøveformerne. Og han er da også principielt tilhænger af gruppeeksamen. - I princippet ja, men for eksempel på folkeskoleområdet lader det til at gå fint. Måden, det er lavet på universiteterne, er ikke god, og den skal nok laves om. Men at tro at gruppeeksamener bare vender tilbage er nok forkert, siger han. En anden nordjysk V-politiker, Birgitte Josefsen, har tidligere stemt imod regeringen i spørgsmålet, men hun vil ikke sige, hvad hun agter at gøre nu. I valgkampen svarede også folketingsmedlem Per Bisgaard (V) fra Aalestrup ja til, at muligheden for gruppeeksamen skal genindføres. Det har ikke været muligt at træffe Per Bisgaard. Alle partier undtaget V, K og DF står bag beslutningsforslaget.