Udsigt til lavere kirkeskat - i 2007

Provstiudvalget satser på at opkræve 1,18 procent i storkommunen

FARSØ:Borgerne i Farsø slipper sandsynligvis med en lidt lavere kirkeskat, når kommunerne i 2007 bliver slået sammen. I 2006 får skatten dog midlertidigt et lille nøk opad. Provstiudvalget, der styrer budgetterne i Folkekirken, anbefaler, at kirkeskatten i Farsø Kommune i 2006 sættes op fra 1,2 procent til 1,25 procent, og det råd har politikerne tænkt sig at følge. Selv om borgmester H. O. A. Kjeldsen (V) godt kan ærgre sig over, at kirkerne ikke er omfattet af regeringens skattestop, sådan som kommunerne er det. Hans-Aage Mink, Gislum, der er provst for de 31 sogne i Farsø, Løgstør og Aars Kommuner, siger: - Vi føler os moralsk forpligtet af skattestoppet, men det kan ikke helt lade sig gøre at holde det. Vi har forholdsvis mange kirker at holde, og i budgetterne er der ikke plads til alt for meget ekstra ud over de faste udgifter. Så hvis der kommer større udgifter, må sognene låne pengene. Ekstra udgifter I Farsø Kommune er de større opgaver lige nu renoveringen af Vester Hornum Kirke og byggeriet af en ny præstegård i Farsø. - Og så skulle vi også i en fart finde cirka 200.000 kroner til at skifte blytaget over koret i Foulum Kirke, for det er utæt, fortæller provsten. Det er dog først og fremmest en efterbetaling på cirka 600.000 kroner, der gør det nødvendigt at hæve kirkeskatten lidt i Farsø Kommune næste år. - Ellers var det ikke meningen, den skulle have været sat op. Tværtimod er vi begyndt at kigge lidt frem mod kommunesammenlægningen, hvor også kirkeskatten jo bliver ens i de fire kommuner. Vi forventer, at der nok bliver en samlet skatteprocent på 1,18, siger Hans-Aage Mink. Op i Løgstør og Aars I Løgstør er skatteprocenten i øjeblikket 1,15, men provstiudvalget anbefaler at sætte den op til 1,18 næste år for at undgå et underskud. Tallene er de samme i Aars. Her ønsker provstiudvalget også at få procenten sat op fra 1,15 til 1,18, og økonomiudvalget har sagt ja. Her skyldes det dog ikke udsigten til et underskud, for udskrivningsgrundlaget er højere i Aars end i nabokommunerne, så skatten behøvede sådan set ikke blive sat op. - Men vi vil gerne tyvstarte lidt på kommunesammenlægningen, så det hele ikke kommer på én gang. I kroner og ører betyder ændringen ikke så meget for den enkelte, men der er en god del psykologi med i det. Og hvis folk i Aars kommer til at betale for meget ind næste år, så bliver pengene bare stående, siger provsten.