Håndbold

Udsigt til ligaen udløser ingen hurtige aftaler

Lise Kierkegaard scorede fire gange i den klare sejr over Nordsjælland.

Lise Kierkegaard scorede fire gange i den klare sejr over Nordsjælland.

FREDERIKSHAVN:I Frederikshavn Fox glæder cheftræner Ole Andersen sig over en eventyrlig weekend, hvor nabohjælp fra TST Hjørring var med til igen at gøre de nordjyske ræve til absolut tophold i kvindernes 1. division i håndbold, men udsigten til igen at få et ligahold i Frederikshavn får ikke hverken cheftræneren eller andre i Fox til at lave hurtige spilleraftaler for næste sæson. - Den forventede konkurs i Slagelse FH indikerer klart, at det er blevet klubbernes marked i stedet for spillernes, og derfor er det vigtigt at have is i maven og afvente situationen, siger Ole Andersen, der i aften sender sit mandskab på banen i Odense, hvor hjemmeholdet efter to nederlag på stribe formentlig er sultne. - Hvis de fortsat skal være med i kampen om en plads i kvalifikationsspillet til ligaen, skal de nødvendigvis have vendt bøtten, men det bliver nu ikke mod os, siger Fox-træneren. - Vi har fået ekstra mental energi ovenpå en herlig weekend, hvor vi igen overtog førstepladsen, og allerede på mandagens træning var det tydeligt, at spillerne havde fået nyt mod. - Og for at komme ekstra op i gear for at hente en modstander, har vi indledt et træningssamarbejde med FfI's herreynglingehold. Det vil uden tvivl højne intensiteten til træning, og det vil gavne os. Uændret trup Da Fox senest mødte Odense, vandt nordjyderne med hele 28-16 i en kamp, hvor keeper Hanne Frandsen var helt suveræn. - Hun må dog stadig stå over med en skade, og Trine Blomquist er heller ikke med hverken i aften eller på søndag hjemme mod Skive. - Derfor er det en uændret trup i forhold til opgøret i søndags mod Ydun, slutter Ole Andersen.