Udsigt til pokalbrag
NIF og Nordvestmors kan mødes i DBU Pokalen

Nordvestmors BK's Jesper Hansen kan komme til at stå over for sin tidligere klub fra Nykøbing. Arkivfoto: Ole Iversen
MORS:For første gang i mange år kan de to førende klubber på Mors komme til at stå over for hinanden.
Efter en årrække med fravær i DBU Pokalen er NIF med igen, og serie 2-holdet fra Nykøbing kan med en sejr i næste runde over serie 3-holdet Sundsøre FK meget vel komme til at møde Nordvestmors BK i næste runde.
Klubben fra Øster Jølby har nemlig trukket en fribillet og er oversidder i næste pokalrunde, og hvis NIF ellers som ventet vinder over Sundsøre FK, er der store chancer for, at de to hold fra Mors støder på hinanden i 6. runde.
Vi skal mange år tilbage i tiden for at finde opgør mellem de to klubber, der i en årrække har været bedst på Mors. Sidst, det skete i en kamp i serierækkerne, var i 1977, da de to hold mødtes i serie 2. Dengang trak kampen i Bjergby 1500 tilskuere, mens der var cirka 1300 tilskuere til opgøret i Nykøbing.
NIF spiller sin pokalkamp mod Sundsøre FK tirsdag den 2. juni.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.