Udsigt til rockfest i tørvejr

Både billetsalg og vejrudsigt lover en god aften i Farsø Søanlæg

FARSØ:Når Johnny Deluxe og Big Fat Snake i morgen aften går på scenen i Farsø Søanlæg, så bliver det med mindst 2300 feststemte tilhørere foran scenekanten, og sandsynligvis ikke et dryp regn fra oven. - Vejrudsigten ser perfekt ud. Tørvejr og mildt, konstaterer en tilfreds Kim Nyby, formand for FUIK og en af hovedkræfterne bag det store koncertarrangement. Vejret råder han ikke over, men de øvrige forudsætninger for en vellykket koncert er der styr på. Godt 300 frivillige hjælpere er i sving for at sætte scene, lyd og lys op, lægge el, sørge for mad og øl til gæsterne og holde styr på sikkerheden på den indhegnede festplads. Normalt kan arbejdet først gå i gang lørdag morgen, når musikernes scene ankommer. Men i år sørger arrangørerne selv for at levere en scene, og det betyder, at arbejdet med at sætte scene op går i gang allerede i dag. - Det er kun godt. Så er der mindre knald på lørdag, hvor vi normalt står og venter på hinanden, siger Kim Nyby. I går var der solgt cirka 2300 billetter, og går det, som det plejer, bliver der solgt 2-300 stykker mere i de sidste dage og timer op til koncerten. - Vi ender nok på et sted mellem 2500 og 2600 billetter. Det er vi meget tilfredse med. Der er plads til 3000, men der skal meget til, før man laver udsolgt i Farsø, og det har vi heller ikke budgetteret med, siger Kim Nyby.