Udsigt til smilehuller i skyerne

Hendes venner spåede for sjov, at hun ville blive tv-meteorolog. Nu jonglerer hun højtryk og lavtryk på plads for hele Danmark

Det er fredag, og det er første dag i ugen, Divya Das ikke har skullet stå op klokken fire om morgenen. Måske er det derfor, hun smiler så stort, mens hun læner sig tilbage i caféstolen. Endnu går cafégæsterne upåvirkede forbi hende. De sorte lokker omkranser hendes ansigt på en helt anden måde, end skærm-udgavens opsatte hår. Jeansene, den stramme knaldrøde bluse og piercingen i højre side af næsen gør det sidste til, at DRs nyfødte skærmtrold kan drikke sin kaffe i fred. For bare tre uger siden fik 25-årige Divya Das sin debut som DRs nye vejrpige. Uden nogen decideret meteorologuddannelse talte og smilte hun sig vej til DR-ledelsens hjerter via en primitiv hjemmevideo fra køkkenet. - Jeg lånte bare mine forældres gamle kamera og et skriveunderlag med et danmarkskort, og så stillede jeg mig til at sige noget om vejret, griner Divya Das. Optagelsen rykkede. Men sammenlignet med for eksempel Michelle Pfeiffers karakter som vaklende vejrpige i filmen "Tid til kærlighed" har Divya Das meget andet end skærmtække og smilehuller at betræde medieverdenen med. Hun er nyuddannet naturvidenskabelig kandidat fra Københavns Universitet, så hun har tjek på geografi, klima og kort. - Det er sjovt, for når jeg tænker tilbage, har mine venner af og til spurgt, om jeg ikke skulle være tv-meteorolog. Men jeg sagde som regel "Nej da", siger Divya Das med en selvironisk grimasse. Videnskabeligt vat Hendes barndomsdrøm var at blive ingeniør lige som sin far. Ikke engang hendes hang til at synge i badet eller hendes succesfulde optræden ved gymnasieafslutningen har fået Divya Das til at tænke i retning af kameraer og seere. Efter af have opnået kandidatgraden, arbejdede Divya Das på Fødevareøkonomisk Institut, og først da hun en dag opdagede DRs opslag på nettet, fik hun idéen med at blive tv-meteorolog. - Faktisk søgte min kæreste også jobbet, så vi var konkurrenter, fortæller Divya Das. Hun var meteorologerne Jesper Theilgaard og Søren Jacobsens lærling i et godt en måned, før hun blev sluppet løs med fjernbetjening og filtskærm. - Jobbet er svært, men på den gode måde, siger Divya Das. - Det journalistiske sprog er noget helt andet, end jeg er vant til. I videnskaben har man det meget med at helgardere sig og tage alle undtagelserne med, så det er helt nyt for mig bare at sige "Der kommer regn i morgen". Jeg skal lade være med at pakke det ind i vat. Hun har også lært, hvordan må sprogblomster gør både gråvejr og sol mere spiseligt for befolkningen. Og hvordan nogle af meteorolog-kollegerne tit udveksler et lille ordspil med studieværten som overgang. - Men det er meget individuelt. I det hele taget tror jeg, at det er rigtig vigtigt, at man finder sin egen stil som meteorolog. Det er mest troværdigt. Det nytter ikke, at man kommer som ny og prøver at ligne Jesper Theilgaard eller Ann Marker, siger Divya Das. Drilsk Bornholm Hendes hud er mørk, for begge forældre er indere, men Divya Das er født og opvokset i Nordjælland. I Indien klikker tanter, onkler, fætre og kusiner sig flittigt på DRs hjemmeside og følger begejstret med i familiefællens nye karriere. Herhjemme afviser Divya Das, at hendes eksotiske hudfarve ligefrem kan have vægtet i afgørelsen: - Jeg går ud fra, at jeg er blevet ansat, fordi jeg er kvalificeret til at sige vejret, ikke fordi DR har en eller anden tjekliste med, at de skal udenlandsk udseende medarbejdere. Men jeg vil da være glad på de menneskers vegne, der tænker "Hvis hun kan, så kan jeg også", siger Divya Das. I sine sparsomme timer væk fra tv-byen, og når hun ikke sover ud oven på en morgenvagt, tager Divya Das en løbetur eller hygger sig med kæresten og vennerne. Hun nyder at rejse og har blandt andet været i USA og Indonesien i længere perioder. Lige nu er livet mest bare arbejde og søvn. Divya Das møder klokken fem, hvor hun henter vejrudsigten inde fra Danmarks Meteorologiske Institut. Hun laver selv kortene, som hun peger på i udsendelserne, og så er det ned og blive stylet og sminket. Divya Das får noget tøj på, som hun godt nok selv har været med ude at vælge, men som er langt mere stilfuldt, end hvad hun normalt ville have puttet i indkøbskurven. Inden udsendelsens start går Divya Das ind og tager et sidste tjek på computeren. Hun skal for eksempel vide i hvilke byer, der ligger sne, og hvad trafikinformationen siger. Så går det løs. Helt uden manuskript eller teleprompte, for sådan noget er det kun journalisterne, der bruger. Divya Das' eneste redningsplanke er hendes smil. - Man smiler automatisk hele tiden, når man siger vejret. Måske lidt mere og med hævet stemme, når der er sol. Man skal jo formidle noget energi ud til befolkningen, siger Divya Das. Hun har travlt med hurtigst muligt at blive dreven foran linsen. Og det går forbløffende godt. - I starten var jeg dødnervøs, men jeg har heldigvis kun haft nogle få kiksere, hvor jeg har glemt at skifte billede. Og så jeg er jeg stadig ikke helt sikker på, hvor langt man skal strække hånden for at nå ud til vestkysten, og Bornholm driller også lidt, griner hun.