Overenskomster

Udsigt til storkonflikt næsten væk

Aftale mellem 3F og HTS er endelig på plads

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ole Krog fra HTS Flankeret af Knud Erik Linius fra HTS og Jesper Balthazar-Christensen fra HTS i Forligsinstitutionen i går. Foto: Jens Astrup/Scanpix

Risikoen for en storkonflikt blev søndag meget mindre, da 3F og Handel, Transport og Service skrev under på en ny overenskomst på transportområdet. Forhandlingerne har stået på i ugevis, og forligsmand Asbjørn Jensen har undervejs udskudt den varslede storkonflikt to gange. Aftalen mellem 3F og HTS er det længe ventede gennembrud på normallønsområde, hvor lønnen forhandles centralt. Der er allerede aftaler på minimallønsområdet, hvor den største del af lønnen bagefter forhandles lokalt på virksomhederne. Ifølge forligsmanden er der nu lidt over uge til at få det sidste på plads, så han kan samle det hele i et mæglingsforslag. - De to store forlig er vigtige for at nå slutningen. Der er altid nogle områder, der bliver samlet op i et mæglingsforslag, men der er nu god tid. Det ser ud til, at de sidste kan nå at blive enige, inden fristen udløber, sagde Asbjørn Jensen. Forligsmanden vil strikke et mæglingsforslag sammen, når der er skrevet under på omkring 95 procent af alle overenskomsterne. Med søndagens gennembrud er der forlig for cirka 80 procent, og vejen er banet for de sidst områder, hvor arbejdsgivere og fagforbund skal enes. - Nu er der indgået et forlig, som de sidste områder har mulighed for at støtte sig til. Det er ikke ensbetydende med, at det glider i olie, men alle har forberedt sig, så man har nu god tid til at blive enige, sagde Asbjørn Jensen. Når cirka 95 procent af overenskomsterne er på plads, vil forligsmanden sammen med hovedorganisationerne, LO og Dansk Arbejdsgiverforening, strikke et mæglingsforslag sammen. Forslaget skal godkendes af arbejdsgivere og godt 600.000 lønmodtagere. Søndagens aftale fjerner ikke risikoen for en storkonflikt helt, men strejken kan ikke gå i gang 11. april, som fagforbundene ellers har varslet. Men mæglingsforslaget kan blive stemt ned, og så er det tid til at hamstre gær igen. - Da det gik galt i 1998, var 98 procent af lønmodtagerne faktisk omfattet af aftaler, forklarede Asbjørn Jensen. Når mæglingsforslaget er klar, har de mange lønmodtagere cirka tre uger til at stemme ja eller nej. Hvis det bliver et nej, kan konflikten begynde på den femte dag efter resultatet af afstemningen. Overenskomsten mellem 3F og HTS betyder blandt andet, at timelønnen stiger med 9,50 kroner frem til 2009. Der oprettes også en konto, som arbejdsgiverne i 2009 vil sætte en procent af lønnen ind på. Penge som medarbejderne kan få udbetalt ved årets udgang. Pensionsbidraget når op på 12 procent i 2009, og forældreorloven udvides fra seks til ni uger. De tre af ugerne kan kun bruges af faren. /ritzau/