Frederikshavn

Udsigt til veje med buler og huller: Kommune har ikke råd til at holde vejene ved lige

Frederikshavn Kommune burde investere 26 mio. kroner årligt i reparation af vejnettet, men har kun råd til ni mio. kr.

Asfaltmaskinerne bliver et sjældent syn i Frederikshavn Kommune.  Arkivfoto: Ole Iversen

Asfaltmaskinerne bliver et sjældent syn i Frederikshavn Kommune. Arkivfoto: Ole Iversen

FREDERIKSHAVN:Hvis man som bilist i Frederikshavn Kommune holder af at køre på en bare nogenlunde jævn vej uden huller, venter der svære tider forude.

I en folder - som Park og Vej har forfattet - er konklusionen, at hvis vejnettet skal vedligeholdes optimalt, er det nødvendigt med en årlig investering på 26 millioner kroner.

Og da politikerne i øjeblikket kun har råd til at afsætte ni millioner kroner, vil det medføre "en markant forringelse af vejenes tilstand".

For at gøre det endnu mere håbløst, slår Park og Vej fast, at kommunen i øjeblikket har et efterslæb på vedligeholdelse af vejene på 62 millioner kroner.

Men eftersom politikerne i den fattige Frederikshavn Kommune nok ikke har tænkt sig at hælde flere penge i asfalt på vejene de kommende år, så konkluderer Park og Vej:

På nuværende tidspunkt er der cirka 210 kilometer af kommunens cirka tusind kilometer veje, som har lav standard. Hvis budgettet fastholdes i de næste 10 år, vil 416 kilometer vej - altså næsten halvdelen af vejnettet - have lav standard.

- Men ud fra det, som Park og Vej fortæller mig, så er vejnettet trods alt ikke kritisk nu og her. Og det er samtidig mit indtryk, at vores investering i vejnettet ligger nogenlunde på linje med alle andre kommuner, siger formanden for teknisk udvalg Karsten Thomsen (S), som nøgternt erkender, at hvis man stort set ikke investerer i vejene, bliver resultatet derefter.

For at få mest asfalt for pengene har Frederikshavn Kommune indledt et samarbejde med Hjørring Kommune, men borgerne skal dog ikke vente den store revolution af den grund.

Kæmper en kamp

- Vi kæmper en kamp med de midler, vi har i bestræbelserne for at få det bedste ud af det, siger Karsten Thomsen, der er klar over, at kommunen på et tidspunkt er nødt til at sadle om.

- Ja, på et tidspunkt går den ikke længere. Så skal der investeres mere i asfalt. men der er vi langt fra endnu, siger Karsten Thomsen.

På Frederikshavn Kommunes hjemmeside kan man se hvilke veje, Park og Vej har valgt at prioritere i år.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.