Udskældt arrangør: Har fulgt reglerne
Jonas Mikkelsen ærgrer sig over, at beskyldning om aftalt spil har stjålet fokus

Foto: Claus Søndberg
AALBORG:Tirsdagens gadeløb i Aalborg har ikke fået den afslutning, som arrangørerne Special Invite havde drømt om.
Dagen derpå er hovedhistorien således, at arrangørerne forsøgte at betale de deltagende ryttere for at sørge for, at tirsdagens løb skulle vindes af Alberto Contador.
- Jeg er ked af, at medierne forsøger at skabe en historie, som jeg ikke synes er så grel. Da vi lavede aftalen med Alberto, var vores første plan at lave et show-løb, fordi vi lige har afviklet et gadeløb. Det skulle være et opvisningsshow, hvor rollerne var aftalt på forhånd. Det er en løbsform, der måske ikke er så kendt i Danmark, men til gengæld meget brugt i både Belgien og Holland. Men da vi forhørte os hos rytterne, sagde de klart nej til den idé, og derfor blev det aldrig til noget, siger Jonas Mikkelsen, der er direktør i Speciel Invite.
Han ærgrer sig over, at han dagen derpå er blevet beskyldt for match-fixing.
- Vi har jo fulgt reglerne, og vi forhørte os endda hos DCU (Danmarks Cykle Union, red.) på forhånd. Da rytterne sagde, at de ville køre cykelløb, blev der kørt cykelløb. Jeg håber, at det her meget hurtigt går i glemmebogen, så man i stedet husker løbet for den fantastiske oplevelse, det var, siger Jonas Mikkelsen.
Han erkender dog, at kritikken har gjort ham klogere.
- Fremadrettet kører vi vist bare cykelløb i Aalborg. Så er der ingen diskussioner, siger Jonas Mikkelsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.