Udskældt it-system lukker: Kostede staten millioner

Der er intet håb om, at Arbejdsskadestyrelsens problemfyldte it-system kommer til at virke efter hensigten.

Arbejdsskadestyrelsens omstridte it-system Proask, der har kostet millioner af kroner og er blevet skarpt kritiseret for fejl og mangler, bliver nu lukket.

Beslutningen er truffet efter en kritisk analyse fra konsulentfirmaet Deloitte, der i en rapport entydigt anbefaler, at systemet lukkes ned. Systemet har blandt andet for lange svartider, lyder det i en pressemeddelelse.

- Proask understøtter ikke Arbejdsskadestyrelsens behov og vil ikke komme til at gøre det. Det er meget beklageligt, siger direktør i Arbejdsskadestyrelsen Anne-Marie Rasmussen i en pressemeddelelse.

Proask blev startet op i 2008, og de samlede udviklingsomkostninger er opgjort til omkring 163 millioner kroner. Hertil kommer cirka 120 millioner kroner til renter, licenser og løbende drift af systemet.

Rigsrevisionen har sagt, at den ville gå ind i sagen om det problemfyldte it-system, og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) er blevet kritiseret for ikke at have informeret Folketingets Finansudvalg grundigt nok om problemerne med systemet.

Arbejdsskadestyrelsen, Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet vidste nemlig ifølge Berlingske allerede i 2012, at it-projektet var på gyngende grund, men det fik finansudvalget intet at vide om før i april 2013.

Med afviklingen af Proask skal Arbejdsskadestyrelsen nu i gang med at anskaffe sig et andet system til sin sagsbehandling. I mellemtiden vil styrelsen bruge et ældre system.

- Det er vigtigt at understrege, at beslutningen om at afvikle Proask og begynde processen med at finde et nyt system ikke vil gå ud over tilskadekomne, siger Anne-Marie Rasmussen.

Beslutningen om at lukke Proask er taget i fællesskab af repræsentanter fra Beskæftigelsesministeriet, Finansministeriet, Arbejdsskadestyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen samt i ministeriets ledelse, hedder det i meddelelsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst