Frederikshavn

Udskældt SFer kommer til byen

Karl Bornhøft i gågaden

FREDERIKSHAVN:Han har på det seneste stået model til mange verbale øretæver fra ophidsede borgere på Østkysten, og på lørdag bliver der mulighed for at møde ham - sådan ansigt til ansigt. Formanden for amtets sundhedsudvalg, Karl Bornhøft (SF), vover sig ud i gågaden i Frederikshavn, lige som han stak hovedet i løvens gab ved det velbesøgte borgermøde i FFK-hallen, da bølgerne gik højest om amtets sygehusplan. Nu skal sygehusplanen realiseres, så hvis frederikshavnerne vil give Karl Bornhøft en godt råd med på vejen, er muligheden der altså på lørdag. Bornhøft er dog ikke alene i gågaden. SF's byrådsmedlemmer, Jette Toft og Paul Rode Andersen, agerer støttehjul og vil lægge ører til spørgsmål af lokal karakter, for eksempel det netop vedtagne budget for 2003.