Udskilningsløbet er i fuld gang

AALBORG:De danske aktier har fået en skidt start på året med et fald på godt syv procent blandt C20-aktierne, så der er sat en stopper for de seneste fem års aktiefest i Danmark. De danske aktier er dog langt fra alene om at vende den tunge ende nedad. Aftagende økonomisk vækst, høje energi- og råvarepriser, kredit- og likviditetskrise, turbulens på valutamarkederne og frygt for kraftig opbremsning i den globale økonomi er grundene til den svage start på året. Det danske aktiemarked synes imidlertid at have genfundet lidt fodfæste i de seneste uger. Den kommende regnskabssæson vil vise, om investorernes mere optimistiske syn er velbegrundet, eller der venter dem dårligt nyt fra virksomhederne, som kan udløse nye aktiekursfald. Hvis de negative overraskelser udebliver, tegner det lyst for aktierne. Vi bør dog fremhæve, at der vil være stor forskel på, hvordan virksomhederne håndterer udfordringerne. Nye markeder rykker Udskilningsløbet er i gang, og det er vores vurdering, at især store selskaber med høj konkurrencekraft og stærk eksponering mod Emerging Markets vil klare sig godt i 2008. Det gælder for flere industri- og fødevareselskaber, hvor ledelsen allerede har meldt, at selskaberne ikke kan læse konjunkturnedgangen og finanskrisen i ordrebøgerne eller i aktivitetsniveauet hos kunderne. Den store driver til den globale vækst er fortsat de nye voksende markeder i Fjern- og Mellemøsten, Østeuropa og Latinamerika. Derimod vil virksomheder med høj hjemmemarkedseksponering kunne aflæse en opbremsning i dansk økonomi på deres bundlinje. Det vil især ramme virksomheder inden for byggeri, ejendomme, finans og forbrug. Selskaber med salg til amerikanske forbrugere mærker afmatningen i USA¿s økonomi. Vi forventer, at flere selskaber i de kommende uger vil melde, at deres indtjeningsmæssige optur vil fortsætte i 2008, mens andre risikerer at skuffe investorerne med nedjusteringer. I forhold til tidligere år må investorerne generelt være indstillet på, at virksomhedernes udmeldinger kendetegnes ved større forsigtighed på grund af de udfordringer og usikkerhedsmomenter, som selskaberne bydes på i år. Investér selektivt Vi anbefaler fortsat investorer at være meget selektive ved investeringer i danske aktier. De kommende uger kan byde på omskiftelige aktiekurser, hvor virksomhederne skal levere gode regnskaber for at blive belønnet med kursstigninger fra investorerne. Selskaber, som skuffer, risikerer deciderede kurssmæk. Prisfastsættelsen efter kursfald blandt de danske aktier er baggrunden for, at vi ser behersket optimistisk på danske aktiers potentiale i 2008. Dette under forudsætning af, at amerikansk økonomi ikke havner i langvarig recession, og finanskrisen ikke slår benene væk under den globale økonomi. Vi forventer, at C20-indekset slutter året i niveau 480-500. Vores optimisme sættes dog på en svær prøve de kommende måneder, for udskilningsløbet mellem selskaberne er i fuld gang.