EMNER

Udslidt statsfængsel i klemme

Dele af Sdr. Omme Statsfængsel er fuldstændig nedslidt, konstaterer Ombudsmanden. I fængslet og hos Kriminalforsorgen må man trække på skuldrene

Gik man rundt og troede, at fængselslivet i Danmark er sammenligneligt med et længere kro-ophold, kan man godt tro om igen. Sønder Omme Statsfængsel er fanget i en økonomisk skruestik, der har forvandlet dele af den 70 år gamle anstalt til en hærget rønne. Ombudsmanden tegner efter sin seneste inspektion et dystert billede af fængslet. Først og fremmest fordi Sønder Ommes økonomi er så stram, at budgettet til vedligeholdelse knap rækker til at bevare den nuværende standard, skriver ombudsmanden. Og den er lav, kan man læse i rapporten. - På gulvet og væggene er der brunlige fliser. Døren til det ene toilet mangler, og på dette toilet er der heller ikke noget toiletbræt. Der er huller i alle tre døre, formentlig efter spark eller lignende. Der er skrevet overalt på de tre døre. Rummet er oplyst af loftslamper hvor afskærmningen af pæren mangler. Den ene af lamperne virker ikke. Lamper, udsug og røgmelder i loftet var beskidt. De mest nedslidte toilletter i Sønder Omme skal først renoveres i 2005. Kun til løn og kost Fængslets problem er, at bevillingerne fra Kriminalforsorgen hverken er baseret på fængslets størrelse eller på det akutte behov for vedligeholdelse. I stedet staten udgangspunkt i tidligere års forbrug - fratrukket tre procent, fordi fængslerne lige som resten af det offentlige skal spare grundet regeringens skattestop. I Sønder Omme har man i en årrække ført en meget stram økonomisk politik, hvor der kun blev brugt penge på lappeløsninger. De lave bevillinger har den nuværende fængselsinspektør arvet fra sin forgænger, forklarer hun i ombudsmandsrapporten. Fungerende økonomichef i statsfængslet, Ole Rasmussen, er ikke stolt af situationen. - Sådan som vores bevillinger er nu, går pengene til kostpenge, fangelønninger, lys, vand og varme. Hvis vi kunne, ville vi rette op på det hele med det samme, siger Ole Rasmussen. - Det kræver, at vi får en særbevilling, og det kan ombudsmandens rapport forhåbentlig være medvirkende til, fordi nogle får øjnene op for, at fængslets stand er så dårlig, at der skal ske noget nu og her. Det er Kriminalforsorgen, som kontrollerer fængslernes økonomi. Der har man i en årrække skulle spare, hvilket især har ramt vedligeholdelsen. - Vi har kun haft Ombudsmandens rapport om Sønder Omme i to dage, og vi skal nu til at tage kontakt til fængslet. Men principielt kan jeg sige, at det ikke er nogen hemmelighed, at vedligeholdelsesstandarden er for dårlig på vores institutioner, siger vicedirektør i Kriminalforsorgen, Ole Hansen. - Men det er klart, at når Ombudsmanden skriver sådan noget, så må vi tage det meget seriøst. Til august skal Folketinget forhandle en ny flerårsaftale for Kriminalforsorgen.