Udsolgt til flere festival-koncerter

Alt tyder på fuldt hus til samtlige koncerter i badmintonhallen

SKAGEN:Alt tyder på fuldt hus til samtlige festivalens tre koncerter på den store scene med plads til 1200 siddende gæster i Skagen Badmintonhal fredag, lørdag og søndag. Ved pressemødet i går eftermiddags kunne en glad festivalformand fortælle, at alle billetter til åbningskoncerten med Vin Garbutt, Lis Sørensen og Sebastian i aftes var nærmest revet væk, og at man nu har travlt med at skrive folk på venteliste. Afslutningskoncerten søndag aften, hvor Kim Larsen slukker og lukker for denne gang, har længe været udsolgt, og i går eftermiddags var der kun cirka 100 billetter tilbage til koncerten i badmintonhallen lørdag aften med McCalmans, De Gyldne Løver og The Fureys & Davy Arthur. - Alt tyder på, at der bliver udsolgt til de tre koncerter, og det har vi aldrig prøvet før, meddelte en storsmilende formand, Henrik Jørgensen. Også salget af billetter til Skagen Kultur- og Fritidscenters store scene, hvor der kan være 2200 gæster, går fint. I eftermiddags var der solgt cirka 1600 billetter til koncerten i aftes og 1500 til lørdag aften, men festivalformanden gættede på, at man nok ville nå op på omkring 2000 gæster her i aftes og mellem 1700 og 1800 gæster lørdag aften. Og hvis koncertgæsterne skulle have plads til mere musik efter at have været til koncert hele aftenen, eller de måske ikke fik de billetter, som de var skrevet på venteliste til, kan de jo passende tage en tur på havnen, hvor musikken fortsætter i det store telt med plads til 850 siddende gæster, eller de kan gå en tur i Skawbaren, der er indrettet i Skagen Kulturcenters "lille sal". Begge steder bydes der på levende musik, og mens havneteltet typisk lukker omkring klokken 01.30, skulle der være garanti for god stemning og levende musik i Skawbaren til mindst klokken fire om morgenen.