Musik

Udsolgt til koncert med Wenche Hartmann

Der er fyldt op i salen, når countrysangerinden Wenche Hartmann på fredag optræder i Jammerbugt Kulturcenter.

Der er fyldt op i salen, når countrysangerinden Wenche Hartmann på fredag optræder i Jammerbugt Kulturcenter.

AABYBRO:Direktør i Jammerbugt Kulturcenter, Niels Eske Nyhus, står endnu en gang med et luksusproblem: Han er nødt til at afvise folk, som gerne vil købe billet til en koncert i Nordjyllands MedieCenter, Aabybro. Der er nemlig udsolgt, når countrysangerinden Wenche Hartmann optræder nu på fredag. Den situation står kulturcentret ofte i, så Niels Eske Nyhus opfordrer folk til at være ude i god tid med at bestille billetter. - Det er selvfølgelig ærgerligt at sige nej til nogen. Men det er et positivt problem, at vi tit har udsolgt, konstaterer kulturcentrets direktør. Han arbejder i øvrigt på at få de sidste aftaler på plads med hensyn til næste års koncertrække, og her er der flere store navne på plakaten, så Alt Udsolgt-skiltet skal nok komme op igen. For dem, der nåede at få billet til koncerten på fredag, venter en ægte countryaften. Danske Wenche Hartmann har på rekordtid etableret sig som dansk countrystjerne, og hendes første album var det bedst sælgende i Danmark inden for genren. Egentlig er hun uddannet jordbrugsassistent med speciale i svin, men der er nu mere cowgirl over hendes stemme, optræden og musik.