Udsolgt til revyen

Hobro 20. september 2002 08:00

Ambulancedagsrevyen går i næste uge ind i sin sidste uge med tre forestillinger på Hobro Theater, men hvis ikke man allerede har sikret sig en billet, kan man godt opgive at komme inden for og se løjerne. Forud for premieren var der totalt kun 30 ledige billetter tilbage, og efter de positive anmeldelser, smuttede de omgående. - Man kan selvfølgelig komme på en venteliste, og så måske sikre sig en billet via afbud fra andre. Men det er også eneste mulighed, siger revy-direktør Ejvind Jakobsen. Han pointerer, at det er udelukket, at revyen finder på at arrangere en ekstra forestilling. - Vi vil ikke risikere, at vi til en sådan forestilling kommer til at spille for en halv tom sal. Derfor bliver der kun de forestillinger, vi lige fra start har annonceret med, fastslår revy-direktøren. Efter tæppefald næste lørdag har ialt knap 1300 set revyen, og det er lidt flere end i fjor, da den røde pære også var skruet i lampen. Forklaringen er, at der til hver af forestillingerne i år har været 10 ekstra pladser.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...