Udsolgte skoleferie-fly

Aalborg er en lille perle efter salgsdirektør hos Star Tour, Stig Ellings opfattelse. Han kan nemlig melde så godt som alt udsolgt til charterrejser fra Aalborg Lufthavn i skolernes efterårsferie. Men rejselystne nordjyder behøver ikke at fortvivle. Der er endnu lidt luft mellem passagerne til kanarieøerne hos MyTravel familien Tjæreborg Rejser, Spies og Ving på afgangene op til og i efterårsferien. Hos Star Tour overlapper efterårsferien sommerprogrammet med de græske øer Rhodos og Kreta og vinterprogrammets rejser til kanarieøerne, hvor selskabet flyver sammen med MyTravel. - Vi har kun ganske få pladser tilbage til Rhodos. Alt andet er udsolgt i efterårsferien og man skal en uge længere hen for at få pladser til De kanariske Øer fra Aalborg, siger salgschef Stig Elling, Star Tour. Han taler om stigende rejselyst i branchen som helhed i forhold til samme tid i fjor, men også, at det formindskede udbud af charterrejser generelt ser rigtigt ud. - Vi har endnu enkelte pladser i efterårsferien fra Billund til Mallorca og Tyrkiet, men ellers må nordjyderne til København, hvis de vil på charterrejse med os. Vi har sat ekstra fly ind fra Kastrup til Tyrkiet og Mallorca i efterårsferien, siger Stig Elling. Ekstrafly Også Spies og Tjæreborg har sat ekstrafly ind fra København til Mallorca, Kreta og Rhodos. De 531 ekstra rejser blev revet væk. - Ved at hente fly i de øvrige skandinaviske lande er det lykkedes at skaffe yderligere to fly med afgang 11. oktober til Chania på Kreta fra København og Billund. Men så er der heller ikke mere at gøre. Når de ca. 400 rejser er solgt, må vi hænge den røde lygte ud - nøjagtig som vi allerede har gjort på mange afgange til jul og nytår, siger salgsdirektør Lone Bach, MyTravel. Den nye charteraktør fra Aalborg Lufthavn til vinter, Falk Lauritsen/Herning Rejser, kommer først på banen, når skolerne er begyndt igen. Målet er Hurghada ved Rødehavet i Egypten og første afgang er 27. oktober.