Udsondring udstilles

Kunstneren Peter Max-Jakobsen fremstiller informationstavle.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

En informationstavle foran VKM fortæller om "Udsondringer" fra museet. Kunstneren Peter Max-Jakobsen står bag.

Vendsyssel Kunstmuseum har fået en ny informationstavle op foran museet. Den informerer om "Udsondringer". "Et hidtil ukendt fænomen er registreret ved kulturinstitutioner verden over. Heftige energiudladninger, der i styrke og varighed minder om lynnedslag, synes i kortvarige tidsrum at deformere bygninger eller landskaber i den umiddelbare nærhed af de berørte institutioner. Nogle gange med afgivelse af flydende substanser". Sådan lyder det første afsnit på informationstavlen. Når man læser videre, bliver man mere og mere mystificeret, for det ligner en hel officiel informationstavle, men teksten ligner ikke det, der normalt står. Det plejer nemlig at være til at forstå. Her er der fremmedord, oplysninger og historiske facts i hobetal - men det giver alligevel ikke helt mening. Kunstneren Peter Max-Jakobsen står bag informationstavlen: - Det er ikke meningen, man skal blive klog af at læse den. Det er ren leg med informationstavlen, forklarer han. Han forestiller sig netop, at man glad og fro skal gå i gang med at læse: - Den virker jo meget tilforladelig, men når man har læst lidt, så kan man godt se, at det ikke kan passe. Hvis man skal sige det lidt fisefornemt, så kan man sige, at jeg problematiserer informationsskiltets funktion. Projektet "Udsondringer" kommer til at bestå af beskrivelser af fem kulturinstitutioner i Nordjylland. Foruden Vendsyssel Kunstmu seum har Peter Max-Jakobsen hidtil beskrevet Museumsgården på Læsø, Thingbæk Kalkmine og Det Ny Kastet i Thisted. Projektet slutter med en beskrivelse af Nordkraft i Aalborg. Hele projektet er en del af og støttet af kulturprojektet Port 2010. Peter Max-Jakobsen siger, at hans "Udsondring" har et formål: - Det er en godt skjult historie om alt det, der sker på vores kulturinstitutioner. Der er så megen energi, som springer ud fra kulturen. Jeg synes virkelig, man får noget for pengene. 37-årige Peter Max-Jakobsen, der stammer fra Aalborg, udtrykker sig som regel kunstnerisk på lærredet. Han har flere gange udstillet på Vendsyssel Kunstmuseum - senest i foråret, hvor en særudstilling viste ti års arbejder.