EMNER

Udstilling i den gamle hangar?

FREDERIKSHAVN:Den gamle tyske hangar, der står ved Jasopan lige i udkanten af Knivholt Skov, er et af de mest synlige levn fra den gamle Knivholt Flyveplads. Den nye afmærkede natursti tager sin begyndelse netop ved hangaren, og Olav Madsen, forvalter på Knivholt, har store planer for hangaren: Den står der som et kulturhistorisk minde, og i sedet for bare at lade den stå og stå, så vil Olav Madsen i stedet fylde den op med udstillingsgenstande, så den kan stå og gøre nytte som en slags museum, og fortælle historien om tyskernes tilstedeværelse i området under krigen. Det skal dels være i samarbejde med Bangsbo Museum, der jo i forvejen har store udstillinger om netop 2. Verdenskrig, både på Bangsbo Museum og i Bunkermuseet, og dels i samarbejde med "de lokale". Der er givetvis mange, der stadig ligger inde med effekter fra krigens tid - måske gårdejere, der har ting stående/liggende i laden, der bare aldrig er kommet længere, siden tyskerne for 60 år siden marcherede hjem - og krigen er trods alt heller ikke længere væk, end der stadig er en del tilbage, der har en historie at fortælle om dengang. Ideen er der, så skal den bare realiseres ... Bortset fra det så glæder Olav Madsen sig bare i al almindelighed over, at den nye natursti er blevet indviet - som endnu et trin på vejen til at gøre Knivholt et udflugtsområde, der er andet og mere end bare et sted, hvor man kører hen for at deltage i et arrangement og så køre hjem igen.