Udstilling i sidste øjeblik

Fugle 28. oktober 2002 07:00

HJØRRING: Det var lige før, der slet ikke var blevet nogen fugleudstilling i Hjørring i år. Den frygtede fjerkræsygdom Newcastle Disease, som stoppede al handel og vandel med alt bevinget kræ indtil 1. oktober, fik egentlig bestyrelsen for Fugleforeningen for Hjørring og Omegn til at indse, at der nok ikke skulle være noget i år. Men så kom meddelelsen om, at tirsdag 1. oktober blev forløsningens dag for fuglefolket, og så kan det nok være, at de fik travlt i foreningen. Der skulle sendes meddelelser ud til udstillerne, der skulle markedsføres ... og fuglene skulle pludselig også i den helt perfekte foderstand inden udstillingen, der altså foregik i badmintonhallen i weekenden. Udstillingen rummede knap 600 fugle fordelt på små 40 racer, hvilket var nogenlunde det samme som sidste år. Men publikumsmæssigt manglede der lidt - omkring 100 betalende gæster, før tallet fra i fjor blev nået. Ikke at det gjorde så meget, altså udover at foreningen selvfølgelig gerne havde set de ekstra kroner i kassen. For udstillerne hyggede sig med hinanden og fik udvekslet værdifulde erfaringer, drillet hinanden og giver masser af information og gode råd til de knap 2.000 gæster, der kiggede indenfor i løbet af weekenden. - Vi har fået 10-15 nye medlemmer, og det er jo altid rart, sagde formand Ole Langgaard Jensen, mens han efter udstillingen havde travlt med at fange sine egne fugle i udstillingsburet. Det gik lidt bedre end sidste år, hvor en af hans fugle slap ud i hallen, hvilket startede en utrolig besværlig indfangning, idet der som bekendt er ganske højt til loftet i en badmintonhal. Derfor valgte han også den nemme udvej med "tøseburet", som NORDJYSKE omgående døbte løsningen, nemlig at sætte et bur foran udstillingsburet, hvor fuglemanden kravler ind, før der åbnes til fuglene. - Jah, jeg har jo brugt lidt energi på at få de andre udstillere til at bruge den her udvej, så jeg må jo hellere vise vejen for de andre, sagde han, mens hans hjælper, der stod og holdt buret, smilede stort og bredt - ihukommende fuglejagten anno 2001. Men ud kom de, fuglene, og dermed var udstillingen forbi. Tilbage stod blot at få tømt hallen og få fuglene hjem gennem den regn og rusk, der dominerede søndagen i Hjørring.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...