Udstilling med høj kvalitet

Skind af 19 forskellige typer vises på skindudstilling i Frederikshavn

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Skindene studeres nøje ved bedømmelsen.

Medlemmerne af Nordøstvendsyssel Pelsdyravlerforening er anderledes end pelsdyravlere andre steder i landet. Det kan man forvisse sig om, når der fredag eftermiddag er offentlig adgang til årets skindudstilling. Udstillingen holdes, som det også var tilfældet i fjor, i cafeterialokalet i Damsgaard Supermarked. - Vores medlemmer adskiller sig fra andre pelsdyravlere ved både at udstille minkskind af mange forskellige typer og ved, at der er rigtig mange skind af tæver med på vores udstilling, siger formanden for pelsdyravlerne, Leif Frederiksen. - Allerede i fjor var der en del tæve-skind med på udstillingen, og i år er der hele 325 fordelt på 65 bundter med. - Der er ingen tvivl om, at tæver giver skind af en bedre kvalitet end hanner, og derfor er det er ikke mindst noget, som glæder os dommere, siger overdommer på udstillingen, Henrik Jensen, Birkelse. Pelsdyravlere Peter T. Nielsen, Frederikshavn, giver ham ret. - Det er noget skønnere at se på skind af en virkelig god kvalitet, end at se på de grimme hanner, føjede han til, mens dommerne var i gang med den indledende bedømmelse af skindene. Leif Frederiksen oplyser, at der i år er i alt 692 skind med på udstillingen. De er fordelt på 157 bundter. Det er 13 af foreningens medlemmer, der har skind med på udstillingen. Det er lidt færre end i fjor, hvor der var godt 200 bundter. Leif Frederiksen fremhæver den store variation som noget positivt. - Det viser, at avlerne arbejder for at skabe kvalitet og ikke blot går efter mængden, siger han. Udstillingen åbner fredag klokken 14.