Videregående uddannelser

Udsultning på uddannelser

Taxameterordningen favoriserer de egne i Danmark, som har en tæt befolkning.

For en del år tilbage forsøgte Thy Uddannelsescenter i samarbejde med Aalborg Universitet at oprette en uddannelse for socialrådgivere. Det blev aldrig til noget, fordi det blev vurderet at være umuligt at nå op på 50 studerende, som skulle til for at få uddannelsen til at bære sig selv økonomisk. Lederen af Thy Uddannelsescenter Sanne Bach beskriver de videregående uddannelser som en handelsvare. - Derfor er det svært at etablere og drive videregående uddannelser i udkantsområder som Thisted Kommune, fordi en uddannelsesinstitution i dag er en selvstændig virksomhed med en bestyrelse, som skal have sorte tal på bundlinjen, siger Sanne Bach. Økonomien i de videregående uddannelser hviler i vid udstrækning på taxameterordningen. Bevillingerne fra ordningen bliver udløst i forhold til antal studerende. Det forhold gør det ifølge Sanne Bach væsentligt nemmere at oprette nye hold af studerende i for eksempel Østdanmark og områder tæt på de store byer. Hun støttes af professor Martin D. Munk. Han er leder af center for mobilitetsforskning på Aalborg Universitet, og han siger, at tendens i de videregående uddannelser går mod "big is better". Han peger på professionshøjskolerne, som suger uddannelser til sig og mener, at der langt hen ad vejen er mere fokus på størrelsen end indholdet. Denne udvikling kan på flere punkter vise sig at have en negativ indflydelse på mindre lokale uddannelsessteder.